»Jeg har ikke ret mange penge. Vi har kun lige til, vi kan klare os. Der er ikke rigtig penge til julegaver.«

Sådan lyder den ærlige udmelding fra 31-årige Anja Kristensen fra Aalborg, når hun skal beskrive den situation, som hun og hendes 8-årige søn står i til jul.

Alenemoren lider af sklerose i en grad, som gør, at hun lige nu er uden for arbejdsmarkedet.

»Jeg er påvirket af mange smerter og træthed, og så er mine arme og ben meget svage. Jeg kan ikke rigtigt løfte noget, og jeg kan ikke gå langt.«

Sygdommen tvinger hende til at planlægge dagene nøje og dele dagens gøremål op i små bider. Også samværet med hendes søn, Wilhelm, skal planlægges.

»Når min søn er kommet i skole, er det tit, jeg tager en lur, når jeg har lavet de daglige pligter. For så er jeg frisk til, når han kommer hjem. Hvis ikke jeg får den lur, får jeg mange smerter i armene og bliver ekstremt træt.«

Lige nu er Anja Kristensen i et ressourceforløb, hvor det skal afklares, hvad hun kan og ikke kan. For to år siden var hun i arbejdsprøvning, hvor hun ifølge hende selv ikke var i stand til at klare de seks timer, som hendes arbejdsdag bød på.

»Jeg var fuldstændig bombet, når jeg kom hjem. Når jeg har haft for meget på tallerkenen, så kan jeg ingenting overhovedet dagen efter. Så er jeg fuldstændig udkørt.«

Hendes nuværende status som sygemeldt spiller hårdt ind på økonomien. Specielt i juletiden. Derfor har hun søgt om julehjælp gennem Scleroseforeningen.

Den 31-årige nordjyske mor har fået 2000 kroner, som hun primært bruger på gaver til sin søn.

»Jeg synes, det er vigtigt, at han får nogle gode gaver, at han får noget, han har ønsket sig.«

Derfor er hun heller ikke i tvivl om, hvad julehjælpen betyder for hende. Specielt med tanke på, at Williams far for tre år siden gik bort med kræft.

»Det betyder alt. Nu har han jo kun mig, han har ikke sin far mere. Så på det område er det meget vigtigt, at han får noget, han ønsker sig.«

»Jeg vil komme til at føle mig som en dårlig mor, hvis ikke jeg kunne give ham en gave. For jeg føler, det er så vigtigt, at han i hvert fald får noget af mig.«

Og følelsen af at se sønnen åbne en gave, som står øverst på ønskesedlen, er næsten ubeskrivelig.

»Jeg bliver helt varm indeni. Jeg bliver glad for at se, når han bliver glad. Det betyder alt, at han er glad. Så føler jeg, at jeg har gjort noget godt for ham.«

Mere end to ud af tre af børnefamilierne, der har søgt om julehjælp i Scleroseforeningen i 2021, er familier med en eneforsørgende forælder med sklerose. Knap halvdelen af forældrene er under 40 år. Det oplyser foreningen selv.

Hvert år uddeler Scleroseforeningen julehjælp til børnefamilier, hvor det kan være svært at få råd til julens mange ekstra udgifter, fordi økonomien er presset af, at mor eller far har sklerose. I 2021 har foreningen sendt julehjælp af sted til næsten dobbelt så mange familier med sklerose, som der var taget højde for i årets budget.