Til jul skal alle børn have gaver. I hvert fald de fleste. Det gælder nemlig ikke 11-årige Emilie og ni-årige Rasmus.
I marts blev de to børn fjernet fra de plejeforældre, der har passet dem, siden de var henholdsvis 14 dage og 11 måneder gamle. Siden har plejeforældrene kæmpet for at få dem tilbage. Uden held.
Sidste gang, plejeforældrene og deres tidligere plejebørn fik lov at se hinanden, var i september. Men december er hjerternes fest, så børnenes tidligere pleje-mormor og en pleje-kusine besluttede at pakke en kasse med juleknas til hvert af børnene.
Først kørte de ned til den skole, hvor Rasmus går, og afleverede pakken på kontoret. Her fik de at vide, at han ikke ville få pakken, medmindre kommunens sagsbehandler gav grønt lys.
Bagefter sendte de Emilies gave til den døgninstitution, hvor hun nu bor. Den 11-årige pige pakkede gaven op og blev glad. Så glad, at hun ringede til sin pleje-mormor og sagde tak. For gaven indeholdt 'præcis, hvad hun ønskede sig' - et julebrev og slik.
Men to dage senere lagde hun en video på sin Facebook-profil. På klippet har hun sit 'sure-smil på', som hun siger:
»For kommunen har taget mit slik, som jeg har fået af mine plejeforældre og min mormor og min kusine. Derfor er jeg sur.«
Pakken blev konfiskeret og sendt tilbage til afsenderen.
Ingen kontakt
Striden handler naturligvis ikke om slik. Den handler om, hvor meget kontakt der må være mellem børn, der er blevet omplaceret af kommunen og deres tidligere plejefamilie.
Og dét handler om at varetage barnets tarv. Det kan både de tidligere plejeforældre og kommunen blive enige om. Men hvordan man bedst varetager barnets tarv, kan de ikke blive enige om.
I Vordingborg Kommune, der har ansvaret for de to børn, er Jakob Thune direktør for Børn og Ungeområdet. Han kender ikke til historien om julepakkerne og har desuden tavshedspligt.
»Jeg kan ikke forholde mig til den konkrete sag,« siger han.
Men han vil gerne fortælle, hvilke overvejelser kommunens medarbejdere skal gøre sig i et 'tænkt tilfælde', hvor en tidligere plejefamilie sender en pakke til et barn, der er blevet flyttet til et nyt opholdssted.
»Om man tillader en pakke eller ej, handler om, hvorvidt det er til skade eller til gavn for barnet at blive konfronteret med at blive kontaktet af de tidligere plejeforældre. Hvis de hele tiden bliver sat i en situation, hvor de ikke ved, hvor de hører til, bliver små børn forvirrede. Børn har brug for ro og faste rammer.«
Han er sikker på, at den 'tænkte pakke' er sendt i den bedste mening.
»Men det handler om, hvorvidt man lader følelserne løbe af med sig eller accepterer, hvad der er sket. Fordi det er den bedste måde for barnet at komme videre på. Det er svært, men det er stadig det rigtige.«
Christa Mathiesen, børnenes tidligere plejemor, har til gengæld svært ved at se, hvordan det gavner et barn, at en pakke, som er modtaget og pakket ud, bliver taget tilbage og returneret til afsenderen.
»Jeg kan ikke finde barnets tarv i det. Det er endt i en voksenkamp, hvor man bruger børnene som skyts.«
Hun forstår ikke, hvorfor Rasmus aldrig har fået sin gave, og hvorfor Emilie fik fjernet sin igen. B.T. sender spørgsmålet videre til Jakob Thune.
Skal dine medarbejdere fjerne en gave, der er givet?
»Ja. Hvis vi vurderer, at det ikke er barnets tarv at modtage den, så skal vi gribe ind, uanset om det er en vingummibamse.«
I juledagene fortæller B.T. historien om Emilie og Rasmus og deres tidligere plejefamilie. Her vil vi blandt andet fortælle meget mere om de episoder, der førte til, at børnene blev fjernet fra deres plejefamilie.
Emilie og Rasmus er ikke børnenes rigtige navne. B.T. har af hensyn til plejebørnene og deres biologiske forældres privatliv anonymiseret deres navne. Redaktionen er bekendt med de rigtige navne.
