Den engelske Prins William har gjort stor karriere som militærpilot i det engelske forsvar. Han er ung, veltrænet og sikkert i rigtig fin form. Men denne gang har han måske taget munden lidt for fuld.

Det er den amerikanske hjemmeside people.com, der kan fortælle, at den unge prins Harry vil løbe om kap med verdens hurtigste mand - Usain Bolt.

Jamaicaneren, der ligger inde med verdensrekorden på 100 meter, skal efter sigende dyste mod Harry, når den 27-årige englænder aflægger den eksotiske østat et officielt visit i næste måned.

Prins Harry er, ligesom sin bror William og hans hustru Kate, ambassadør for de britiske hold ved dette års olympiske lege i London.

Udfaldet af dysten på Jamaica er sandsynligvis givet på forhånd, men mon ikke der er mange jamaicanere, der gerne vil se den rødhårede prins give den gas på en løbebane.

Harry ser i hvert fald frem til mødet med verdens hurtigste mand. Hans private sekretær kunne onsdag fortælle, at prinsen 'hopper af begejstring' over at skulle til de caribiske øer.