I dag siger det hollandske kongehus et sidste farvel til 44-årige prins Friso, der stille sov ind mandag 12. august efter at have tilbragt 18 måneder i koma som følge en skiulykke, der fandt sted i februar 2012.

Og det bliver på mange måder en privat afsked med prinsen, der i eftermiddag vil blive begravet på kirkegården ved Stulpkerk i landsbyen Lage Vuursche.

Det skriver flere hollandske medier.

Rustvognen med den blomsterklædte kiste forlod lidt før kl. 9.00 Huis ten Bosch paladset i Haag - og omkring kl. 10.00 ankom prinsens kiste så til den søvnige by Lage Vuursche, hvorfra han vil blive begravet kl. 16.00.



Kirken er afspærret
Hele vejen til kirken er rustvognen blevet vogtet af sikkerhedsfolk, mens narko- og bombehunde har undersøgt de mangevis af blomster, der allerede nu er ankommet til den lille bys kirke. De hollandske myndigheder har i tæt samarbejde med blandt andet politi og militær lagt et kæmpe arbejde i at få den lille landsby spærret af for at skåne kongefamilien mest muligt.

Blandt andet er der sat et hegn op omkring kirkegården for at holde nysgerrige væk. Og det vil heller ikke være muligt at følge kongehusets sidste farvel til prins Friso via tv - for hverken ceremoni eller begravelse bliver filmet. Der vil dog blive taget enkelte billeder, som senere vil blive offentliggjort.



Omkring 80 vil deltage i begravelsen; der er tale om Frisos allernærmeste familie og venner. Det danske kongehus deltager ikke, og det hænger formentlig sammen med, at der er tale om en privat ceremoni. Norges Kong Harald vil dog være at finde på kirkens pladser, da han var gudfar til prins Friso.

Begraves tæt på barndomslot
Den lille landsby Lage Vuursche  ligger tæt på Drakensteyn slot, hvor prinsen selv voksede op - og  hvor prinsens mor, prinsesse Beatrix, har boet, siden hun abdicerede som dronning i april i år.

Tidligere har hollandske medier spekuleret i, om Friso ville blive stedt til hvile fra Nieuwe Kerk i Delft, hvorfra de fleste andre hollandske royale er blevet begravet fra. Det har også været nævnt, at prins Friso skulle begraves fra Oude Kerk, hvor han tilbage i 2004 blev gift med Mabel Wisse Smit, med hvem han fik to døtre, Luana og Zaria.

Prinsen var en erfaren skientusiast, men blev 17. februar 2012 fanget i en lavine, da han stod på offpiste-ski i Østrig. Han lå fanget under snemasserne i 15 minutter, før han blev reddet og genoplivet. Ulykken resulterede dog i svære hjerneskader, og prinsen vågnede aldrig fra sin koma. Han blev efter ulykken fløjet til Wellington Hospitalet i London, og i juli i år blev Johan Friso transporteret til Huis ten Bosch-slottet i Holland.