Da prinsesse Alexandra i 2005 blev skilt fra prins Joachim, blev hun tildelt en livsvarig ydelse på flere millioner kroner om året og måtte fortsat kalde sig prinsesse, og kort efter gjorde Dronningen hende tillige til grevinde af Frederiksborg.

Ved hendes giftermål med fotografen Martin Jørgensen i 2007 bortfaldt prinsessetitlen, men grevindetitlen og årpengene beholdt hun. Skilsmissen i 2015 ændrede ikke ved dette. Selv om hun ikke længere er medlem af kongefamilien, har hun fortsat tilknytning til den som mor til prinserne Nikolai og Felix, der er med i arvefølgen, men først efter Frederik og Marys børn.

Kongefamilien er i nutidens samfund en offentligt kendt idealfamilie, som man kan spejle sig i, og man kan leve med i dens gøren og laden og dele dens glæder og sorger.

Nogle vil mene, at en skilsmisse forstyrrer dette idealbillede, men sådan er det ikke nødvendigvis. Prins Joachim og Alexandra har haft fælles forældremyndighed, og prinserne Nikolai og Felix har fortsat tæt kontakt til begge forældre, ligesom de er en del af deres fars nye familie.

Grevinde Alexandra og sønnerne, prins Nikolai og prins Felix, til Ecco Walkathon i 2015.
Grevinde Alexandra og sønnerne, prins Nikolai og prins Felix, til Ecco Walkathon i 2015. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Skilsmisser forekommer som bekendt i de fleste familier, og kongefamilien er ingen undtagelse. Prins Joachim og Alexandra fremstår derved som et eksempel på, hvordan skilsmisser kan håndteres på en hensynsfuld, civiliseret og fornuftig måde.

Derved kan andre skilsmisseforældre og skilsmissebørn se sig selv i kongefamilien, som altså også på det punkt fremstå som et ideal for andre.

Grevinde Alexandra optræder hyppigt i ugeblade og andre medier, hvor hendes nye livsstil, flytninger mv. er genstand for offentlighedens nyfigenhed. Hun er altså fortsat en offentlig person, men er friere stillet og kan tillade sig at gøre ting, hun ikke ville have kunnet som medlem af kongefamilien.

Hun har således udgivet en popsang, ladet sig portrættere på en måde, der forekom nogle vovet, og udtalt sig offentligt om MeToo og om sine egne oplevelser med sexisme, da hun arbejdede i Hongkongs finansverden. Hun er også begyndt at arbejde, først med forskellige bestyrelsesposter i erhvervslivet, og senest har hun fået en høj stilling i B&O.

Måske er man her først og fremmest interesseret i den opmærksomhed, det giver at have en så højtprofileret kendis ansat, men hun har dog også betydelig erhvervserfaring fra sin Hongkong-tid, der måske kan være til nytte.

Alle disse aktiviteter vedrører ikke kongefamilien, som hun jo ikke længere hører til. Men alligevel … i offentligheden forbindes hun ikke desto mindre uvægerligt med den.

Derved kan hun og hendes gøren og laden på den ene side og kongefamilien på den anden side ikke holdes knivskarpt adskilt. Det kan på et tidspunkt give problemer, men foreløbig går det. Endvidere har hun fortsat en del protektioner for almennyttige og velgørende foretagender, ligesom medlemmer af kongefamilien har.

Grevinde Alexandra ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag i 2018.
Grevinde Alexandra ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af Kronprinsens 50-års fødselsdag i 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Selv om millionydelsen fra hoffet var livsvarig, meddelte hun i 2017, at hun ville frasige sig den, når prins Felix fyldte 18. Det skete i sommeren 2020. Det var nok udtryk for et ønske om at stå på egne ben økonomisk. Men måske også for at være på forkant. Dronningen havde allerede da besluttet, at kun tronarvingen, prins Christian, i fremtiden skulle have apanage, mens hendes øvrige børnebørn måtte regne med selv at skulle tjene til føden.

Det skete, efter at der var blevet rejst offentlig kritik af, at de mange kongelige børn skulle modtage livsvarige apanager, og der var blevet spurgt til, hvorfor de egentlig skulle det, og hvad de skulle yde til gengæld. Man kunne nemt forestille sig, at der kunne blive rejst tilsvarende kritik af Alexandras livsvarige ydelse, så meget mere som hun jo var begyndt at arbejde og tjene penge selv. Så hendes og kongefamiliens gøren og laden virker altså fortsat ind på hinanden.