Så skete det endeligt! Kate og William har forladt St Mary's Hospital i London, hvor Kate mandag nedkom med parrets første barn, en lille velskabt dreng.

Siden mandagens glædelige nyhed har verden ventet i spænding på at få et glimt af den royale baby - og omkring kl. 20:15 var ventetiden så endeligt ovre.

Den lille familie forlod glade St Mary's Hospital i London - og smilene hos både Kate og William var ikke til at tage fejl af: Storbritanniens kommende regentpar er meget lykkelige og stolte. 

Den lille dreng, der vejede 3.800 gram ved fødslen, var pakket godt ind trods de høje sommertemperaturer og så ud til at sove trygt i sin mors arme, da parret trådte ud fra dobbeltdøren til St Mary's Hospital. Kate var klædt i en blå kjole, mens William var klædt afslappet i en skjorte med oprullede ærmer.

Parret stod et kort øjeblik på trappen, før William forsigtig fik sin søn på armen og trådte ned ad trappen og hen til den ventede skare af journalister. Her gav parret sig tid til at besvare spørgsmål fra den nysgerrige presse.

- Han er en stor dreng og tung. Vi arbejder stadig på at finde et navn, sagde prins William, mens 31-årige Kate kort tid efter forklarede, at det var en meget følelsesladet oplevelse at blive mor:

- Men det er jo også en speciel oplevelse. Det kender alle forældre til, lød det fra Kate.

På spørgsmålet om hvem den lille dreng ligner, kom svaret prompte fra William:

- Han har hendes look, heldigvis!

Bedsteforældre: Han er 'så smuk'
Hertuinde Catherine af Cambridge - populært kendt som hertuginde Kate - blev indlagt tidligt mandag morgen og nedkom senere på dagen med en velskabt søn på 3.800 gram. Den lille ny bliver nummer tre i arverækkefølgen til den britiske trone.

Tidligere i dag tirsdag fik de nybagte forældre besøg fra Kates forældre, Carole og Michael Middleton, som tilbragte omkring en times tid sammen med deres ny barnebarn. Til den ventende presse sagde Carole Middleton, at den lille var 'så smuk', og at 'begge har det godt, og at de var meget begejstret'. På spørgsmålet om hvad den lille skal hedde, måtte bedsteforældrene dog melde pas - de kunne heller ikke svare på det 'store' spørgsmål.

Længe før fødslen har britiske bettingsites kommet med bud på den lilles navn. Den helt store favorit er ifølge de britiske bettingsites George - der har nemlig været seks kong George'er i landet - herunder den nuværende dronnings far George VI, hvis historie er kendt fra den Oscar-vindende film 'Kongens Store Tale'. Også navne som James, Alexander, Henry, Albert, Luis og Benjamin er i spil.

Som i mange andre royale familier forventes det, at Kate og William vælger et navn, der har relation til nære slægtninge.