Hvordan har kong Charles det?
Det var et af de spørgsmål, som blev stillet til dronning Camilla, da hun torsdag besøgte Nordirland, skriver Daily Mail.
Og heldigvis var det en opløftende – om end kort – melding, hun kunne sige om sin mand.
»Han har det meget godt,« sagde hun og tilføjede, at han var ked af ikke at kunne være der selv.
Kong Charles har trådt et par skridt tilbage fra sine officielle pligter, efter det blev meldt ud, at kongen har kræft.
Det er uvist, hvilken kræftdiagnose han har. Men det betyder, at kong Charles har overladt størstedelen af de royale pligter til dronning Camilla og prins William.
Dog kan han stadig varetage et par opgaver, har Buckingham Palace meddelt.
Onsdag havde han eksempelvis besøg af veteraner fra Koreakrigen, hvorefter han mødtes med indenrigsminister James Cleverly. Begge arrangementer foregik på Buckingham Palace.
Og torsdag havde han et møde med udenlandske repræsentanter – også det foregik på slottet.
Kong Charles blev tidligere på ugen også omtalt i flere medier verden over – dog af helt andre og meget ubehagelige årsager.
Han blev nemlig løjet død i flere russiske medier, hvilket til sidst førte til, at den britiske ambassade i Ukraine følte sig nødsaget til at slå fast, at han ikke er død, og at nyheden var falsk.
Den historie kan du læse mere om LIGE HER.
B.T.'s underholdningschef Fie West tager hver uge lytterne med bag kulissen i kongehuset. Lyt til seneste program herunder.