Dronningen og prinsgemalen tændte en glød i hinandens øjne tilbage i 1965, og den er aldrig blevet slukket. - Vi glemte alt og var alene i verden. Min hustru var den smukkeste blomst, jeg kunne plukke, beskriver prins Henrik sin nyforelskelse i portrætprogrammet.

Den særlige kemi blev også bemærket dengang af Dronningens søster, dronning Anne-Marie.

- Da var hun særligt glad. Man ved jo aldrig, om det er det eller en hurtig forelskelse, men hun var vældig glad for Henrik, siger hun og beskriver den unge franskmand, der havde stjålet Margrethes hjerte, som 'meget høflig, og han så ganske godt ud'.

Betyder meget for hinanden

En hurtig forelskelse var det ingenlunde. I dag brænder ilden stadig.

- Vi betyder meget for hinanden. Vi er på sin vis forskellige, men vi inspirerer og supplerer hinanden, siger Margrethe i det nye interview med TV2. De mange facetter af Dronningens kunnen og viden er også stadig med til at skabe dynamik i forholdet, ifølge prins Henrik.

- Hun overrasker mig stadig med sin viden om mange ting. Nogle gange abstraherer hun så meget, at hun er væk fra mig, og jeg savner hende, fortæller han med et smil.