En gang om året forvandler Okavango-floden det store delta midt i Botswana med oversvømmelser, som bringer liv og grøde. Tag med på safari i denne frodighed.

Det er meditativt. Som at gå i ét med sin sjæl.

Båden glider stille mellem papyrus og åkander. Vinden rasler i sivene, vandet risler omkring båden, en fugl skriger i den blå himmel over os.

Ind imellem stopper vi for at se nærmere på en lillebitte frø, som klamrer sig til et papyrusstrå. At så små frøer kan lave det lydtæppe, der om natten lægger sig over Okavango-deltaet, kan undre.

Langsomt stager den lokale guide, Tom hedder han, os videre. De smalle, fladbundede både er som skabt til deltaet. Meroko kaldes bådene, som kom hertil med bayer-folket i 1750. Dengang blev de lavet ved at udhule træer, og de kunne holde fire-fem år.

I dag har miljøbevidste Wilderness Safari, som har de fleste lodges i Okavango-deltaet, fået den oprindelige bådkonstruktion genskabt i glasfiber for at forhindre rovdrift på træerne.

Tom peger. Der er en stor flok af de røde lechwe-antiloper i det fjerne. Jeg kan se deres hoveder, over græs og papyrus. Det er dem, jeg har set fantastiske billeder af, når de springer gennem det lave vand i deltaet.

Pludselig sætter de i løb. Jeg kan ikke rigtig se dyrene, kun når de dukker op over alt det grønne og forsvinder igen. Men jeg kan høre dem. Plaskende spring gange 10-20-50. Det er en dyb rytme – som en melodi. Schuah-schuah-schuah ––Okavangos melodi.

Dette er en safari, jeg aldrig har prøvet før.

Så stille, så fredelig og så meget lige midt i det hele.

Skabelsen af deltaet

Foto: Wilderness
Vis mere

Okavango er et af verdens største indlandsdeltaer. Okavango-floden udspringer i Angolas højland, hvor sommerens heftige regn fylder floden i januar-februar, og hvorfra vandet løber ned mod det lavere beliggende og meget flade område i det nordlige Botswana og danner deltaet nord for Kalahari-ørkenen.

Hvert år fra marts til juni oversvømmes mellem 6.000 og 15.000 kvadratkilometer (til sammenligning er Sjælland cirka 7.000 kvadratkilomter stort) af umådelige mængder vand.

De sumpområder, som er mere eller mindre udtørret her umiddelbart før oversvømmelsen sætter ind, forvandles til store lavvandede søer, og de små søer og smalle floder, vi i øjeblikket stager rundt i, forsvinder i store udstrakte vandområder, ligesom vandet i deltaets yderkant strømmer ind over den sandede ørken og får den til at blomstre.

Da er det, at Okavango-deltaet er smukkest, Især når man flyver hen over det, får jeg fortalt.

Men selv her, hvor deltaet er tørrest, er der smukt. Her er tørt, for den lokale sommerregn har været sparsom. Inde på land på de højere beliggende øer mellem deltaets floder, hvor oversvømmelsen ikke når op, er vandhullerne ved at tørre ud. Og her er et dyreliv, der har slået benene væk under mig.

Her er alle savannens dyr: elefant, giraf, flodhest, antilope, løve, leopard. Plus et mylder af fugle – trækfugle og faste beboere.

Fuldt forståeligt, at Okavango-deltaet er på listen over Afrikas syv vidundere (Kilimanjaro, koralrevene i Det Røde Hav, Sahara-ørkenen, Nilen, Ngorongoro-krateret og den store vandring på Serengeti-sletten er de seks øvrige. red.).

Og ej heller underligt, at deltaet i 2014 kom på Unescos liste over verdensnaturarv.

Komfortabel safari

For at beskytte træerne, er de traditionelle meroko-træbåde, som stages frem, fremstillet i glasfiber. Foto: Wilderness.
For at beskytte træerne, er de traditionelle meroko-træbåde, som stages frem, fremstillet i glasfiber. Foto: Wilderness.
Vis mere

Min tur rundt i Okavango-deltaet begynder ved dets nordlige grænse, hvor lodgen Little Vumbura ligger på en lille ø i deltaets udkant. Den er en af de i alt 16 lodges, økoturisme-firmaet Wilderness Safari driver i Okavango.

Firmaet er det største i deltaet – ikke at det siger så meget, for der er ikke plads til mere end godt 20 gæster i hver lodge. Der skal ikke være masseturisme i Okavango, er både Botswanas siddende regering og Wilderness Safari enige om.

Jeg er fløjet herop med Wilderness Air, selskabets eget luftfartsselskab med en flåde af små Cessna-fly med plads til fem, syv eller tolv passagerer. Flyene lander på en jord- eller cementbane, og »lufthavnsdirektøren« har kontakt med flyet fra sin Landrover, som er parkeret under et skyggende halvtag.

Ved siden af banen står andre Landrovere for at aflevere eller hente med gæster til Little Vumbura og nabolodgen Vumbura Plains nogle kilometer væk. Chaufførernes opgaver er udover at transportere gæster fra »lufthavn« til lodge at holde øje med og eventuelt være med til at jage vilde dyr væk fra landingsbanen.

Wilderness Safaris lodges er teltlejre i forskellige grader af luksus. Little Vumbura er i kategorien classic – den næsthøjeste kategori, som oversat til en hotelkategorisering ville have fire store stjerner.

Der er store rummelige telte. Ja telthuse bør de snarere kaldes, for de har fast trægulv, en vægkonstruktion af træstammer, hvor teltdugen er monteret, og rigtige døre samt et skyggende stråtag over det hele.

De er møbleret med store dobbeltsenge under myggenet, magelige stole. små borde, samt badeværelse med håndvaske og bruser. Nogle steder er der også bruser udendørs. Toilettet er i eget rum i teltet.

Bar, loungeområde og restaurant er indrettet i store fællestelte, ligesom der er blevet plads til en lille pool.

Fokus på trivsel for dyrene

De vilde hundene er ganske komfortable med menneskernes tilstedeværelse.
De vilde hundene er ganske komfortable med menneskernes tilstedeværelse. Foto: Judith Betak
Vis mere

Det er et minut eller to i båd fra lodgen ind til »fastlandet«, hvor Landroverne står parkeret, og hvorfra vi kører safariture tidlig morgen og igen inden det bliver mørkt – de tidspunkter, hvor dyrene er mest aktive.

I områderne omkring lodgene er dyrene vant til bilerne. Løveflokken – et par hunner og syv unger sover uforstyrret videre. Leoparden kigger på os med et overlegent blik og bliver siddende et stykke tid, inden den fortrækker ind i buskadset i skyggen for at sove, og koblet af vilde hunde slår sig ned omkring bilerne – som der i øvrigt aldrig må være mere end tre ad gangen på ét sted, har Wilderness besluttet.

Vilde hunde, som er helt i top på truet-dyreart-listen, trives her i deltaet. De kræver store arealer og har det ikke godt sammen med for mange løver, for så er der for meget konkurrence om byttedyrene. Men i deltaet ser jeg flokke hvert sted, jeg besøger.

De halvstore unger leger, nogle af de voksne køler sig ned i vandpytter, inden de fortrækker ind i skyggen for at snue de hede middagstimer væk.

Omgivelserne værdsættes

Dagens safari afsluttes med en sun downer i de sidste aftenstråler. Der dækkes op et sted med en flot udsigt..
Dagens safari afsluttes med en sun downer i de sidste aftenstråler. Der dækkes op et sted med en flot udsigt.. Foto: Judith Betak
Vis mere

Et par dage efter flyver jeg – ti minutter – til næste lodge, Wilderness Safaris signaturlodge, Mombo, som har vundet et utal af priser og er kategoriseret en klasse højere: Premiere og helt klart femstjernet.

Mombo ligger på den største ø i deltaet, Chief Island.

Her er teltene større og lidt mere elegante. Nu er der også plads til sofaarrangement og en stor køleboks, som med teltdug er forklædt som en gammeldags kuffert. Den indeholder kolde drikke, vin, champagne, isterninger og endda citronskiver til den næsten obligatoriske gin og tonic.

Men ellers er »systemet« det samme. Alt er inkluderet i prisen, og man har sin faste ranger, som man kører game-drive – tur i Landroveren for at se dyrene – med. Rangerne spiser på skift sammen med gæsterne om aftenen.

Det er også rangerne, som holder rede på, hvem der vil have hvad som »sun downer«. Det er den drink, der er tradition for, at man nyder under dagens sidste game-drive. Her finder man et smukt sted, slår klapbordet op og retter an med de ønskede drinks og snacks.

Så strækker vi benene, nyder udsigten og stilheden uden bilmotor men med solnedgang og de kolde drinks.

Et plask - og et godt grin

En flodhestemaner, der markerer sig ved at åbne sit gabet.
En flodhestemaner, der markerer sig ved at åbne sit gabet. Foto: Wilderness
Vis mere

En aften holder vi ved en lille sø, hvor en flodhest, en ældre herre, gasser sig i det lune vand. Han ænser os tilsyneladende ikke, men da en af safarituristerne går lidt tættere på søen for at få et bedre foto, må han op og markere, som på flodhestemaner er at vise sit gigantiske gab.

Han gaber og gaber, vi knipser og knipser, og pludselig mister han fodfæste på søbunden, tilter og forsvinder under søoverfladen med et plask. Vi er færdige af grin, og flodhesten beslutter sig for at blive under vand med kun øjne og ører ovenvande for lige at holde øje med os.

Der er store flokke af bøfler på den godt 1.000 kvadrakilometer store ø, og store flokke af elefanter. Og nu er der også næsehorn.

De var ellers udryddet. Krybskytteriet har været så slemt, at der i 1983 stort set ikke var flere næsehorn tilbage. Men nu er det politiske styre anderledes stabilt, og landets præsident har sat hæren ind mod krybskytteri for at passe på de nye næsehorn, man i et bevaringsprojekt har fået importeret fra Sydafrika.

Fra lodgen kan vi se røgskyer. For nogle dage siden trak en tordenstorm ind over Momba med kraftig nedbør og kraftige lyn. Et af dem antændte en brand på den anden side af en flodsænkning.

Personalet forsikrer, at det er langt væk, og at det er godt for naturen, at et område ind imellem bliver brændt af. Men om aftenen kan vi se flammerne, og om natten, da duggen falder og om ikke slukker, kan vi tydeligt lugte brand. Det er lidt skræmmende. Heldigvis vender vinden dagen efter, og branden æder sig nu den modsatte vej, væk fra lodgen.

En smuk afsked

Duma Tau lodgen.
Duma Tau lodgen. Foto: Wilderness
Vis mere

Mit sidste stop er Duma Tau lodgen. Den ligger ikke i selve Okavango, men i et marskland omkring Linyanti-floden nordøst for Okavango-deltaet, dog forbundet med deltaet med Salinda Spillway, så der er let adgang for den livgivende årlige oversvømmelse.

Her ligger lodgen helt ud til et større sø-marksområde, og der er vandudsigt og kig til Namibia fra terrasserne foran teltene. Her er indretningen lys og moderne i en næsten skandinavisk stil.

I baglandet er naturen rå med buskland med lave træer og sandede veje. Men her er alligevel hele paletten af afrikanske dyr.

I 2007 efter et jordskælv, som man imidlertid ikke mærkede meget til på grund af det tykke sandlag, forskød undergrunden sig, og et sletteområde blev oversvømmet og er nu sø med åkander, papyrus, højt græs og plads til masser af flodheste, som gaber afskrækkende efter os, når vi stopper bilen for at tage fotos.

Her møder vi en tidlig morgen et kobbel vilde hunde lige uden for lodgen. Vi følger efter dem i Landroveren.

Hundene løber gennem området for at tjekke det for mulig føde og lader sig tilsyneladende ikke forstyrre af os, som via omveje på vejene igen og igen dukker op på deres rute. Der er flere flokke af vilde hunde i området, fortæller rangeren, for her er ikke så mange løver.

Den sidste dag står jeg på terrassen og nyder et sidste kig ud over søen, da der pludselig lyder høje plask. Det er to elefanter, som vader ud i vandet med kurs mod den modsatte bred.

Ude i vandet er det åbenlyst, at det er en hun- og en hanelefant. Hannen er særdeles amourøs og gør sit bedste for, at en ny lille elefant vil komme til verden om små to år.

Botswana forstår at sige farvel med stil.

TV: På safari i Afrikas sidste paradis

Rejseliv var inviteret af Wilderness Safaris.