Nær Rondane Nationalpark i Norge har en flok danskere åbnet et friluftscenter, hvor man kan vandre, sejle i kano og lære at begå sig på fjeldet med kort og kompas, alt sammen i børnehøjde.
»Er der ikke noget fjernsyn?«
Rasmus på ni år ser vantro på sin mor. Peger ind i stuen i den lille hytte, hvor der gemmer sig to sofaer, en lænestol og på væggen en lampe med en plisseret lampeskærm, men ikke nogen fladskærm.
»Er der så heller ikke internet?« spørger hans et år ældre fætter, der også har scannet de bare trævægge i stuen og lynhurtigt konkluderet, at det manglende tv kan betyde, at andre former for elektronik også er fraværende.
Det har han ret i. Vi er på Rondetunet Friluftscenter i Norges fjelde, og her er ingen TV eller wifi, knapt nok mobildækning. Det, der er her, er natur. Fra vinduet i stuen uden fjernsyn kan man se fjelde og skov, og man skal ikke bevæge sig mange skridt væk fra hytten, før man står på en bakketop eller blandt stammer og træer.
Rondetunet Friluftscenter ligger nær Norges ældste nationalpark, Rondane Nationalpark, knapt 300 km nord for Oslo. Det drives af en flok danske friluftsentusiaster og fungerer som base for folk, der vil bruge sin ferie på at vandre, cykle eller på anden måde være ude i den norske natur, og som gerne vil kombinere privatliv – egen hytte at bo i – og fællesskab – en række fælles faciliteter.
På privatfronten er der 12 hytter, alle med køkken, bad, stue, soveværelser og tørrerum til det eventuelt våde (fod)tøj, og de fælles faciliteter består af en overdækket bålhytte, en fold med omkring 60 dådyr, man kan fodre, en legeplads, en butik, en græsplæne, man kan spille fod- eller rundbold på, og den indendørs fjeldstue med brætspil og bøger (og wifi, men det fortæller vi ikke børnene).
Centret er for alle, man behøver ikke være børnefamilie for at være her, men for netop børnefamilier er det oplagt.
Mens mor og far laver aftensmad eller slapper af i hytten, kan børnene fodre dådyr eller brænde krudt af på græsplænen sammen med andre børn, og om aftenen kan hele eller dele af familien være social med de andre voksne og ikke-voksne gæster hen over en gang snobrød i bålhytten.
»Men hvad skal vi så lave resten af tiden?« spørger Rasmus.
Resten af tiden skal man ud i naturen omkring Rondetunet.
Man vælger selv, hvad man vil lave, men de oplagte muligheder er vandreture på fjeldet, kanosejlads eller forsøg med en fiskesnøre. Man kan gøre det selv eller man kan hoppe med på en af de mange fælles aktiviteter med guide, der er på programmet i løbet af sommeren – fra sætervandring til den guidede fjeldsafari, hvor man lærer at bruge et kompas.
På Fjeldkursus
Rasmus er nyslået spejder og især optaget af det sidste. Så efter at have brugt den første dag på et par timers vandretur til toppen af det nærmeste navngivne fjeld, Knäppen, sætter vi ud fra Rondetunet med den danske guide Christian på et såkaldt fjeldkursus. Med smurte madpakker, fyldte drikkedunke og for de tre børns vedkommende et hav af spørgsmål om at være på fjeldet.
Hvad betyder det, når nålen på det her kompas drejer nedad? Er der bævere her? Hvorfor går vi ikke på stien, men i det her krat? Hvordan slipper man for alle de myg? Hvad skal man bruge en karabinhage til? Hvad koster en karabinhage? Hvorfor er dit kort pakket ind i plastic? Hvorfor tager du jakke på, når vi holder pause? Hvad er det lysegrønne noget, der er over det hele på jorden? Er der dyreskeletter her?
Christian svarer tålmodigt på det hele, mens han fører an på en tur, der bl.a. går forbi et bæverbo, ad en træstamme over en å, op og ned ad smalle stier og hen over et fjeld uden stier – det sidste for at vi kan lære at finde vej ved hjælp af kompasset. Vi taler om at læse kort, om myg, karabinhager, rigtig påklædning og lav – det grønne på jorden.
Og efter frokosten lader Rasmus kompas være kompas, hans mål med eftermiddagen er at finde et dyreskelet magen til det, Oliver tidligere på dagen snublede over.
Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i hytten, uden at have fundet flere skeletter, men med 14 km i benene og ny viden om fjeldliv. IPaden kommer frem, offline og efter forudbestemt aftale kun i en time, og efter aftensmaden viser Rasmus sine evner ud i at tænde bål i bålhytten, og vi bager snobrød. Der bliver brændte udenpå, rå indeni – lige som de skal være.
Kanotur
Dagen efter hedder programmet kanotur. Ned ad Atna-elven og med Rasmus og Oliver forrest i hver sin kano, padlende det bedste, de kan. Pagajerne er lidt for store til dem, men elven er rolig, solen skinner, der er får langs kanten og flere steder med sandbanker, vi kan lægge til på og give armene en pause.
Det tredje barn i vores flok, Emil på seks år, padler ikke, hans plads er i midten af den ene kano, men pausen kan han godt bruge – en time i fuldstændig ro er meget for en livlig 6-årig.
Vi er ligesom dagen før tilbage på Rondetunet i løbet af eftermiddagen. Det er helt fint med ungerne, der snupper den aftalte time med iPaden indenfor i hytten og derefter fodrer dådyr og tumler på legepladsen i tre timer, mens vi voksne slikker noget af den på disse kanter sjældne sol. Om aftenen spiller vi Ludo i hytten, indtil søvnigheden vinder og tre trætte børn gerne vil i seng.
Den sidste dag snører vi vandrestøvlerne igen
Vi kunne have valgt en tur på cykel, men Emil har først lige smidt støttebenene på cyklen hjemme i flade Danmark, så vi beslutter at holde begge ben på jorden og vandre til Bjørnhollia hytten inde i selve Rondane Nationalpark. Vi har fået en oversigt over forslag til på-egen-hånd vandreture udleveret, og ifølge den skulle hytten være en af de fineste blandt DNTs – den norske turistforening – godt 500 hytter spredt ud over hele Norge. Og med et tidsestimat på under fire timers vandretur i alt er den fin til os.
Vi går gennem skov, over klipper, hopper på sten over små vandløb, og hele tiden med en flot udsigt. Selv da vi når til en bakke så stejl, at vi tror, vi er gået forkert, er der ingen klynk fra ungerne. Men da vi har gået i knapt tre timer, er vi kun nået dertil, hvor vi kan se Bjørnhollia-hytten et par hundrede højdemeter og adskillige kilometers vandring under os.
At komme ned er ok, men vi vil ikke risikere at skulle bære yngstemanden Emil op igen – trods den vandrestok, han har fundet – så vi slår frokostlejr på toppen af fjeldet.
Spiser makrelmadder og æg og figenstænger med udsigt til hytten og til drivende skyer, som vi bliver enige om ligner hunde. Og vinker overskudsagtigt til de vandrere, der gispende kommer op ad bakken fra Bjørnhollia-hytten.
Om aftenen, den sidste, inden vi siger farvel til Rondetunet, er der guidet sætervandring. Så i en samlet flok på otte voksne og tre børn går vi sammen med Ole Klausen, en af de danske drivkræfter bag Rondetunet, de godt tre kilometer gennem skov og over fjeld til Rondetunets sæterhytte, Hamnsætra.
»Hvad er en sæterhytte egentlig?« spørger Oliver Ole på vejen.
Ole forklarer, at det er en hytte, som de mennesker, der i gamle dage boede på gårde i dalene i Norge, flyttede op i om sommeren sammen med køerne, der skulle græsse heroppe. Han forklarer også, at der ikke bor nogen i Hamnsætra, hverken om vinteren eller om sommeren.
Altså bortset fra en trold, siger han. Og aktiverer dermed Oliver og hans fætre til at gå ivrigt på jagt efter trolden, da vi når frem til sæterhytten. Indtil de glemmer alt om trolde, da de ser det das, der udgør toiletfaciliteterne i Hamnsætra.
»Nej, altså mor, først er der ikke wifi og så heroppe er der ikke engang et toilet,« siger Rasmus.
Oliver erklærer, at han altså ikke skal tisse der. Rasmus er træt af, at her er myg, og Emil vil vide, hvornår vi egentlig skal hjem.
Men da Ole lidt senere serverer kaffe, varm kakao og chokolade, og vi sidder udenfor hytten i dagens sidste solstråler med fuglefløjt i luften og udsigt til fjelde, enge og skov, så langt øjet rækker, siger ingen af de tre børn noget. Ligesom de voksne sidder de helt stille og kigger og lytter.
»Mor,« siger Rasmus. »Jeg kan faktisk godt lide naturen.«
