Anders Samuelsen står ved sin forklaring om, at han informerede politi og minister inden betaling af narkogæld til HA.


Anders Samuelsen svarer igen, efter der i flere medier er blevet rejst tvivl om, hvorvidt han taler sandt, når han siger, at han først betalte sin søns narkogæld til Hells Angels, efter han havde orienteret daværende justitsminister Lars Barfoed (K) og politiet i 2010. - Jeg står fuldt ved, at jeg betalte min søn fri i 2010 og - som Barfoed og politiet har bekræftet - orienterede ham og dem. Jeg har ikke flere kommentarer, skriver Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, mandag formiddag i en mail til b.dk. Læs også:

Over for medierne, justitsministeren og politiet har Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, forklaret, at han søgte vejledning hos justitsministeren og politiet i sommeren 2010, inden han valgte at betale sin søns narkogæld til en person med forbindelse til Hells Angels. Forklaringen strider imidlertid imod sagsfremstillingen i bogen 'Kronvidnet', skrevet af Berlingskes journalist Morten Frich, hvor den nu afhoppede HA-rocker Kasper Vetter forklarer, at sagen i 2009 'var ordnet', efter gælden var blevet betalt af Anders Samuelsen. Læs også:

Ekstra Bladet oplyser tillige i dag på baggrund af anonyme kilder i Horsens kriminelle miljø, at betalingen fandt sted allerede i sommeren 2009 - et år inden Anders Samuelsen gik til myndighederne. Dette forhindrer ikke den mulighed, at sagen i rockernes øjne var ordnet i 2009, men at betalingen først fandt sted i 2010, efter Anders Samuelsen havde informeret justitsministeren og politiet om sønnens narkogæld. Men ifølge Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, virker Samuelsens fremstilling af tidslinjen i sagen 'lidt mystisk'. Det er dumt, hvis Anders Samuelsen har løjet over for pressen og myndighederne, mener retsordføreren. Men som hun ser det, har han ikke foretaget sig noget ulovligt. Partiet ser derfor ingen grund til at bede justitsministeren om en redegørelse. - Det er for dumt, hvis Samuelsen har løjet over for pressen i forsøg på at dække sig ind. Sådan noget kommer altid frem, når pressen begynder at grave, forklarer Pernille Skipper til Berlingske. Anders Samuelsen befinder sig i øjeblikket i New York, hvor han deltager i FN’s generalforsamling.