En række odenseanske virksomheder, der gerne vil ansætte ukrainere i job. Og ukrainske statsborgere, der er flygtet fra krigen i hjemlandet, og som gerne vil have et job.

Det burde være lige til, men som situationen er lige nu, så tager det tid at få en opholdstilladelse. Og uden opholdstilladelse intet job.

Det ærgrer Odense-rådmand Christoffer Lilleholt.

»De her mennesker bliver efterladt på perronen, når de faktisk er klar til at tage et arbejde. Det er jeg rigtig ærgerlig over,« lyder det fra Christoffer Lilleholt (V), der er beskæftigelses- og socialrådmand i Odense Kommune.

Torsdag holdt han møde med en række odenseanske virksomheder, hvor nogle af dem ytrede, at de er i kontakt med ukrainere, de gerne vil ansætte, men som de ikke kan ansætte, da de endnu ikke har en opholdstilladelse.

»De er dybt frustrerede over, hvor lang tid der kommer til at gå,« siger Christoffer Lilleholt (V).

Han har derfor sendt et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvor han beder om at få sat tempo på sagsbehandlingen af opholdstilladelser til ukrainere, der er kommet til Odense og Danmark.

»Det er stærkt bekymrende, at hastigheden for opholdstilladelser næsten er gået i stå,« lyder det i brevet.

»Der skal derfor lyde en stærk opfordring til hurtigst muligt at få processen lavet hurtigere til gavn for alle parter, især ukrainerne.«

Chistoffer Lilleholt er også villig til at arbejde for, at noget af opgaven med at lave opholdstilladelser til ukrainere kan løses lokalt af medarbejdere fra Odense Kommune for en periode.

»Man kunne sagtens forestille sig, at vi kunne overdrage nogle medarbejdere fra Odense Kommune i nogen tid til at hjælpe med det her,« foreslår han.

Det vigtigste for ham er, at dem, der har mulighed for det, forsørger sig selv.

»Dem, der kan selv, skal ud på arbejdsmarkedet, så vi kan tage os af dem, der har udfordringerne. Jo flere, der kommer ud i arbejde, jo færre skal vi hjælpe bagefter,« forklarer Christoffer Lilleholt.