Lyt til artiklen

Folketingets formand Pia Kjærsgaard frygter, at Danmark kan ende med at blive kløvet i to folk – splittet af globalisering og multikultur og delt mellem en overlegen storbyelite og en underkendt provins.

Danmark er et dejligt, lille land. Et land, hvor der ikke er langt fra høj til lav. Fra landsby til storby, fra ung til gammel. Et land, hvor meninger brydes, men altid med respekt for hinanden. Hvor demokrati er folkesjæl, og hvor deltagelse er borgerdyd.

Eller sådan burde det i hvert fald være.

Men spørger man Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF), så er der en risiko for, at den dér lidt udefinerbare, men vigtige størrelse – den danske sammenhængskraft – er ganske truet i denne tid.

Så truet er den, at hun ser for sig, hvordan Danmark i værste fald kan ende som to folk – kløvet på midten mellem på den ene side en storbyelite, der hylder globalisering og multikultur, og på den anden side en provins, der skal leve med konsekvenserne og af samme grund ikke ser storheden i projektet.

»Jeg synes, Danmark er ved at knække over. Det synes jeg virkelig. Vi er et lille land og burde hænge fuldstændig sammen. Men jeg synes, vi er nødt til at tage alvorligt, at der er en risiko for, at vi kommer til ikke at gøre det længere,« siger hun.

»Jeg er bekymret for, at vi – ikke i morgen, men en dag – bliver to forskellige folk i det lille land, vi er. At der er dem i provinsbyerne, som føler sig meget underkendte, og at der er dem i de store byer, som føler sig meget overlegne,« fortsætter Kjærsgaard.

Det seneste år har budt på oprør og bølgegang i de vestlige demokratier.

Vi så det i Danmark ved det seneste folketingsvalg, hvor Alternativet bragede ind på ryggen af løfter om empati, venlig revolution, 30 timers arbejdsuge og en ny politisk kultur, og hvor Pia Kjærsgaards eget parti, Dansk Folkeparti, pludselig blev det næststørste parti i Folketinget. Ligesom vi så det, da danskerne i december atter forkastede de indtrængende anbefalinger fra et stort flertal i Folketinget og stemte nej til at afskaffe retsforbeholdet over for EU.

Brexit og Trump

Siden har oprørstilstandene indfundet sig på den helt store scene – briterne har stemt sig ud af EU, og den amerikanske befolkning har i overraskende omfang bakket op om rigmanden Donald Trumps griben ud efter verdens mægtigste embede.

Det er i dét lys, man skal se Pia Kjærsgaards bekymringer – for på tværs af landegrænser handler det ifølge hende i vid udstrækning om det samme, nemlig en vrede, der udløses af en giftig cocktail af modstand mod globalisering, frygt for indvandring og had til en politisk elite, der nægter at høre efter.

En udvikling, der i hendes øjne i høj grad også har været i Danmark.

Kakkelbordene

»Vi har set en magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende. Man synes lidt, det er i orden, det hele, for problemerne kommer ikke så tæt på én selv. Man sidder på flæsket, har sit på tørre. Man mærker ikke, at der er en østeuropæer, der tager ens arbejdsplads. At der er en frygt for at sende sine børn ud i en sen nattetime. At man taber arbejdspladser. Man skal ikke leve med, at der ingen læge er i byen, selv om der virkelig mangler, fordi lægerne kun vil bo i storbyen,« siger Pia Kjærsgaard og fortsætter:

»I de små samfund kommer det hele til gengæld lidt tættere på. Man lukker de små sygehuse. Arbejdsløshed, flygtninge – man mærker det hele lidt mere, og medierne er slemme til at tale ned til dem. Når man taler om ’dem ude ved kakkelbordene’, så er der virkelig mange, der føler sig ramt, fordi de har et kakkelbord. Og når alt det sker, så bliver man arrig, føler sig tilsidesat og trådt på, og så reagerer man med oprør. Jeg må sige, at jeg forstår det godt.«

Du taler om en magtelite. Hvem er det?

»Det er akademikerne. Det er dem, der er uddannet fra universiteterne. Det er dem, der sidder i de store stillinger. Det er dem, der sidder på medierne, Danmarks Radio eksempelvis,« siger Kjærsgaard.

En ond spiral

Hun bebrejder de politikere – i Danmark såvel som andre steder i Europa – som reagerer med bestyrtelse på resultater af folkeafstemninger, hvis det ikke blev, som de selv ønskede. Eksempelvis efter danskernes nej til at afskaffe retsforbeholdet.

»Hver gang der bliver taget en folkelig beslutning, som går magteliten imod, så nedgør magteliten den beslutning, og det skaber så endnu mere politikerlede. Det er en ond spiral, og så fortjener vi virkelig at blive sat på porten,« siger hun.

Også de ledende EU-politikeres reaktion på briternes folkeafstemning puster til et had mod de etablerede politikere i de europæiske befolkninger, herunder den danske, mener Pia Kjærsgaard.

Selvhøjtidelighed i glaspaladset

»Jeg har simpelthen været oprørt, når jeg ser, hvad de har sagt i EU-Parlamentet. Der er den her fordømmelse af folket, og briterne bliver nærmest irettesat. De skal skamme sig, og sikke nogle problemer de har rodet sig ud i, bliver der sagt. Altså, jeg får nærmest gåsehud. Det er jo dybt rystende, at man kan være så nedladende,« siger Folketingets formand.

»Jeg har været i Bruxelles et par gange, og jeg må bare sige, at kvalmen stiger. Jeg kan slet ikke acceptere det. Selvhøjtidelige folk, der vandrer frem og tilbage i glaspaladset dernede – fuldstændig ligeglade med det folk, de burde repræsentere. EU er virkelig et kæmpe, kæmpe problem, synes jeg, hvor magtbegærlige politikere i alt for høj grad har taget teten, og det skal virkelig rulles tilbage til den oprindelige tanke,« siger hun.

Et tab af demokratiet

Mens de folkelige protester i første omgang har fået den konsekvens, at vælgerne har vekslet deres utilfredshed og vrede til en stemme imod det etablerede – de gamle partier og EU – frygter Kjærsgaard, at det kan ende med det, hun betragter som langt værre, nemlig at folk holder op med at stemme og i stedet ’vender demokratiet ryggen’.

»Jeg er meget bekymret for det. Man ser i mange lande, at stemmeprocenten ikke er så høj, og det synes jeg, vi også skal tage alvorligt i Danmark. For på længere sigt kan det betyde et tab af demokratiet, at man ikke går hen og stemmer. At man ikke gider, fordi man ikke synes, at det hjælper noget. Det må ikke ske, for det er meget værdifuldt, at mange mennesker går hen og stemmer. Men jeg kan virkelig mærke den afmagt, som folk føler, og derfor er jeg nervøs for, at folk kunne reagere på den måde,« siger Kjærsgaard:

»Jeg tænker ikke på, at man sætter diktatur ind i stedet for. Men demokratiet er også at engagere folk. At få folk til at føle, at de er en del af det, og at de har en meget stor medbestemmelse.«

Flere folkeafstemninger

Netop derfor tror Pia Kjærsgaard, at en af løsningerne – både på det, hun kalder for et ’knækket Danmark’, og på hendes frygt for faldende deltagelse i demokratiet – er, at langt flere spørgsmål end i dag bliver sendt til folkeafstemning.

»Det ville være en yderst god idé, for det ville være med til at engagere folk. I dag gør man det kun, når det er absolut nødvendigt, og man ikke kan komme uden om det på grund af Grundloven, men det sender et signal om, at man ikke tør overlade noget til befolkningen,« siger Pia Kjærsgaard.