____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De er søskende. De er bidt af politik, men Manu Sareen og hans lillesøster, Sabeena, har valgt hvert sit parti. Han er radikal, mens Sabeena Sareen håber at blive valgt til Københavns Borgerrepræsentation. For Liberal Alliance.

Kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen, 45, har det lidt svært med søsterens partivalg. Han håber, at hun bliver valgt, men vil ikke love, at han stemmer på sin søster ved kommunalvalget på tirsdag, siger Manu Sareen, da BT møder de to søskende.

41-årige Sabeena Sareen har engang været medlem af de radikale. Men det er mange år siden. Og det er der en god grund til.

- Vi står ganske enkelt to forskellige steder ideologisk. Jeg tror på, at vi er bedre til selv at bestemme over vores eget liv. Ikke at Manu ikke går ind for frihed, men jeg synes, at der er meget styring fra staten og kommunerne side. Det eneste parti, der tydeligt tager afstand fra det, er Liberal Alliance. Det er bare én af grundene, siger hun.

Politik har altid fyldt meget i familien Sareen. I Indien, hvor familien har sine rødder, var farmoren aktiv på højeste plan i det regerende parti, Kongrespartiet. I Danmark har faderen altid været meget aktiv i foreningslivet. Men først, da Naser Khader hev den dengang 30-årige Manu Sareen ind under de radikales faner, spirede interessen for politik i næste generation.

De forskellige ståsteder hos de to Sareen-søskende betyder, at det ikke bliver til meget konkret politisk debat, når de to mødes privat.

- Jeg vil af princip ikke tale politik med Sabeena. Jeg tror, vi ville blive uvenner. Vi gjorde det i lørdags. Det skulle vi aldrig have gjort. Der er bare ting, man ikke skal gøre. Familie er familie, siger Manu Sareen og fortæller, at det var en stor overraskelse for ham, da søsteren pludselig meldte ud, at hun ville vælges til hovedstadens rådhus.

- Det kom bag på mig, det må jeg sige. Og så for Liberal Alliance. I starten skulle jeg vænne mig til det, det vil jeg gerne indrømme, siger Manu Sareen, der selv blev medlem af Borgerrepræsentationen i 2002, før han kom i Folketinget i 2011.

Selvom de to er uenige om den konkrete politik, trækker søsteren alligevel meget på sin brors store erfaring.

- Jeg kan helt sikkert lære noget af Manu. Jeg synes, han er knalddygtig. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er hans søster. Han er altid så saglig og rolig. Det er dybt inspirerende, siger hun og fortæller, at hun jævnligt ringer for at få et råd af sin erfarne storebror. Det er dog ikke altid, hun har held med det.

- Jeg kan hurtig komme i en loyalitetskonflikt mellem mit parti og familien – altså Sabeena. Så er det svært, siger han.

- Men jeg håber virkelig, at hun kommer ind, det gør jeg. Det ville være en kæmpe gevinst for Liberal Alliance, det er jeg ikke et sekund i tvivl om, siger han.