Ofre for spiralkampagnen i Grønland har nu fået en officiel undskyldning fra den danske statsminister.

Grønlandske kvinder tørrer tårer væk fra øjenkroge med lommetørklæder, og regeringschefen Jens-Frederik Nielsen har en klump i halsen.

Onsdag eftermiddag dansk tid har den danske statsminister Mette Frederiksen og lederen af den grønlandske regering Jens-Frederik Nielsen givet en officiel undskyldning til kvinderne fra spiralsagen.

- Undskyld for den uret, der blev begået mod jer. Fordi I var grønlændere, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren fortsætter:

- Undskyld for det, der blev taget fra jer. Og for den smerte, det forvoldte.

- På vegne af Danmark. Undskyld.

Efter 1992 hjemtog Grønland sundhedsområdet, men den uetiske praksis fortsatte i visse tilfælde.

Derfor har den grønlandske regering Naalakkersuisut også vedkendt sig et ansvar, som regeringschef Jens-Frederik Nielsen siger undskyld for.

- Undskyld. Et lille ord, der bærer stor mening. Hvis man kan acceptere undskyldningen, siger han i sin tale.

- På vegne af Naalakkersuisut siger jeg undskyld til de unge kvinder, for hvem denne uacceptable praksis er videreført, efter at sundhedsområdet blev hjemtaget.

Spiralsagen handler om, at grønlandske kvinder og unge piger i 1960'erne og 1970'erne fik opsat en svangerskabsforebyggende spiral under den såkaldte spiralkampagne.

Tidligere i september udgav Indenrigs- og Sundhedsministeriet en udredning af sagen. Her fremgik det, at det vurderes, at mindst 4070 grønlandske piger og kvinder fik opsat en spiral ved udgangen af 1970.

Flere grønlandske kvinder er senere stået frem i medierne og har fortalt, at spiralen blev opsat uden deres vidende, eller uden de helt forstod, hvad der skete.

143 kvinder, der ufrivilligt fik opsat spiral, stævnede sidste år Danmark for brud på menneskerettigheder. Kvinderne krævede erstatning på samlet 43 millioner kroner.

Danmark havde ansvar for sundhedsvæsenet i Grønland frem til 1992.

Den danske regering har meldt ud, at man vil oprette en forsoningsfond, som skal give økonomisk godtgørelse til grønlændere, der er blevet behandlet uretmæssigt, fordi de er grønlændere.

Det kan eksempelvis være kvinder fra spiralsagen.

/ritzau/