Tidligere onsdag dansk tid blev en person dræbt ved ICE's kontor i den amerikanske by Dallas, Texas.

ICE er en forkortelse for U.S. Immigration and Customs Enforcement, og det er den særlige føderale enhed, som har fået til opgave at smide millioner af illegale immigranter ud af USA.

Det var angiveligt en snigskytte, som skød de tre medarbejdere fra ICE. Gerningsmanden sigtede ifølge ABC News direkte mod porten, hvor medarbejderne fra ICE går ind og ud.

Dermed er det igen volden, der taler i USA. Ikke argumenterne. 

»Det kan ikke blive meget værre med splittelsen i USA. Vi står i en situation, hvor ICE er upopulært på venstrefløjen og populært på højrefløjen, og det er et meget godt billede på den splittelse, der er i USA og den voldsbølge, som landet lige nu oplever,« siger B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.

Skyderierne kommer kun to uger efter, at højrefløjsaktivisten Charlie Kirk blev slået ihjel i forbindelse med et debat arrangement på et universitet i Utah. 

ICE's hårdhændede metoder til at fange immigranter har vakt opsigt i USA Immigranter er blandt andet blevet anholdt af maskerede medarbejdere, mens de var på arbejde, og det har ført til lokale protester og større demonstrationer. 

ICE er blandt andet blevet kritiseret for ikke at skelne mellem kriminelle illegale immigranter og så immigranter, som bidrager til det amerikanske samfund ved at tage de jobs, som amerikanerne ikke selv gider at have.

Den amerikanske præsident Donald Trump og hans administration står dog fast på, at ICE skal bruge de nødvendige magtmidler til at smide illegale immigranter ud.

Politifolk tæt på gerningsstedet i Dallas hvor en snigskytte har dræbt to og såret én. 
Politifolk tæt på gerningsstedet i Dallas hvor en snigskytte har dræbt to og såret én.  Foto: Daniel Mcgregor Huyer/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er kontroversielt, at de her agenter fra ICE går maskerede rundt, undlader at identificere sig, og så anholder immigranter og smider dem i detention eller ud af landet uden rettergang. Men det er det, som et flertal af amerikanerne har ønsket sig med valget af Donald Trump,« siger Jeppe Elkjær.

Han fortæller samtidig, at deportationerne er en enorm logistisk opgave. 

»Der er selvfølgelig ikke realistisk, at ICE kan smide alle illegale immigranter ud. Der er mange millioner. Men nu gør man forsøget på at sende flere ud, og det virker. Og så har det selvfølgelig også en symbolsk betydning for den nye Trump-administration i den forstand, at den viser handling på noget, som den har lovet vælgerne,« siger Jeppe Elkjær.

»Men det er samtidig noget, der splitter amerikanerne. Og ICE's metoder har pustet til den splittelse,« siger han.  

Ifølge ABC News har snigskytten bag drabene begået selvmord.