Reformkommissionen vil afskaffe 10. klasse og i stedet skabe en ny ungdomsuddannelse.

Det fortæller Reformkommissionen på et pressemøde onsdag.

Der er tale om en praktisk såkaldt hpx-uddannelse – højere praktisk uddannelse – som alternativ efter folkeskolen.

Det er en toårig praktisk og boglig uddannelse med fokus på praktiske fag, der åbner op for både gymnasiet eller faglige uddannelser.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye er positiv over den udmelding.

»Jeg kan sagtens forstå, at unge ikke ønsker at låse sig fast på en bestemt uddannelse, allerede når de er ved at slutte folkeskolen. De færreste ved allerede så tidligt, at de vil være frisører, historikere eller lastvognsmekanikere,« siger han og tilføjer:

»Der er derfor brug for, at alle unge har et attraktivt tilbud om ungdomsuddannelse efter grundskolen, hvor de kan blive præsenteret for forskellige muligheder uden at lukke nogen døre til fremtidig uddannelse. Men sådan er systemet ikke indrettet i dag.«

Ministeren forklarer, at det for ham er vigtigt, at eleverne på en sådan uddannelse har muligheden for efterfølgende både at vælge at gå ad den gyminasielle vej eller den praktiske vej efter endt uddannelsesforløb.

Men om det bliver præcis som Reformkommissionen ønsker det, vil han dog ikke svare på.

»Jeg kan se, at Reformkommissionen har de samme ambitioner. Deres konkrete forslag er et visionært bud, som vil kræve store forandringer, og som fortjener at blive studeret og diskuteret grundigt. Det vil vi gøre den kommende tid, inden vi selv lægger os fast på konkrete forslag,« forklarer han.