Moderaternes formand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen reagerer nu på de mange sager, der i den seneste tid har belastet Moderaternes kulturordfører Jon Stephensen.

»Det ser ikke kønt ud,« siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2.

Løkke fortsætter:

»Jeres forventning til mig nu er, at jeg skal save benene af Jon Stephensen, og hvis ikke jeg gør det, så er det fordi jeg stiller mig 100 procent om bag ved ham og påtager mig det moralske ansvar for alle hans gerninger og alle hans udtalelser. Jeg kommer til at skuffe jer, for jeg gør ingen af delene,« siger han til TV 2.

Lars Løkke Rasmussen siger desuden til TV 2, at han forholder sig til, at Jon Stephensen har passet sit arbejde som kulturordfører hos Moderaterne og det er det, som han forholder sig til nu.

Omvendt siger han også, at han ikke afviser, at de mange sager, som Jon Stephensen har været omdrejningspunkt, ikke »har noget på sig«.

En lydfil skulle angivelig dokumentere, at Jon Stephensen har forfalsket en underskrift i 2017, da han var direktør for teatret Aveny-T.
En lydfil skulle angivelig dokumentere, at Jon Stephensen har forfalsket en underskrift i 2017, da han var direktør for teatret Aveny-T. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Løkke siger desuden, at han ikke kan lide det billede, som der er tegnet af Jon Stephensen i medierne i den seneste tid. Han forklarer, at Jon Stephensen heller ikke kan lide det.

Jon Stephensen mistænkes for at have forfalsket bestyrelsesmedlem Jakob Høyers underskrift, da Stephensen var teaterdirektør på Aveny-T. TV 2 bragte desuden tirsdag en historie, hvor en lang række kilder omtalte ham meget kritisk og beskyldte ham for magtmisbrug og trusler.

En ung kvindelig skuespiller fortæller også til TV 2, at Jon Stephensen sendte et billede ud i teaterets pr-materiale, hvor hun var næsten nøgen. Det skete til trods for, at hun netop havde aftalt med Jon Stephensen, at hun ikke ønskede at billedet blev sendt ud.

Onsdag var Jon Stephensen ude på Facebook og undskylde for de forhold, som han tidligere har været omdrejningspunkt for.

Han er i øjeblikket på udvalgsrejse med en række andre folketingsmedlemmer i Jakarta.