Lars Løkke Rasmussen har i hemmelighed blæst på de faste arbejdsgange i sundhedsvæsenet ved at gå imod sine embedsmænd og selv personligt afgøre en sag – for at hjælpe en Venstre-borgmester og dermed pleje sine partiinteresser.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>B.T. kan i dag dokumentere, at Lars Løkke Rasmussen som sundhedsminister i 2006 personligt – og i strid med normal praksis – valgte at se helt bort fra sine egne eksperters kandidat til en af de meget få yderst eftertragtede apotekerbevillinger.
I stedet valgte han den kandidat, som den daværende Venstre-borgmester i Lemvig, Jørgen Nørby, helst så som byens nye apoteker. Jørgen Nørby er far til et af de store talenter i Venstres folketingsgruppe, Ellen Trane Nørby, som er meget loyal over for Løkke.
Kontorchef i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Dorthe Søndergaard, oplyser til B.T., sidder med ansvaret for at uddele apotekerbevillingerne. Hun oplyser, at ministeriet kun meget sjældent vælger en anden end Lægemiddelstyrelsens topkandidat, og at det er embedsmænd, der står for sagsbehandlingen, mens ministeren blot godkender og sender bevillingen ud.
- Ud over sagen fra Lemvig er det sket tre gange i 80erne og en enkelt gang i 90erne, at ministeren har ændret den indstilling, Lægemiddelstyrelsen er kommet med. Det er langt oftest Lægemiddelstyrelsens kandidat, der bliver valgt, siger Dorthe Søndergaard.
Hun kan dog ikke sige, hvorfor Løkke i 2006 utraditionelt valgte at ignorere Lægemiddelstyrelsens kandidat for at tage en Venstre-borgmesters kandidat.
Sagen begyndte i oktober 2005, da Lægemiddelstyrelsen – en myndighed under Indenrigs- og Sundhedsministeriet med ansvar for medicinsikkerhed og godkendelse – opslog en bevilling til at drive Lemvig Apotek. De få årlige bevillinger er ekstremt attraktive for farmaceuter, fordi apoteker har monopol på medicinsalg, så en apotekerbevilling er lig med store, sikre indtægter.
Lægemiddelstyrelsen udvalgte efterfølgende de bedst egnede kandidater til Lemvig Apotek og udpegede den tidligere direktør for medicinalvirksomheden Ratiopharm, Hans Bruun Ringsing, som den bedst kvalificerede kandidat, mens souschefen på Lemvig Apotek, Benedicte Hjerl Carstensen, 'kun' blev nummer to.
Lægemiddelstyrelsen sendte helt efter bogen et brev til Indenrigs- og Sundhedsministeriet med styrelsens indstilling, og Hans Bruun Ringsing valgte da også at sige sin stilling som farmaceut på Humlebæk Apotek op, efter at Lægemiddelstyrelsen orienterede ham om, at han kunne bliver apoteker i Lemvig.
Han blev vraget
Alt tyder i dag på, at Hans Bruun Ringsing alligevel endte med at blive vraget som apoteker - mod eksperternes ønske - fordi Venstre-borgmester Jørgen Nørby i Lemvig gik ind i sagen og inderligt bad om, at den vragede lokale kvinde, Benedicte Hjerl Carstensen, fik jobbet.
I to personlige breve, sendt 6. januar og 22. februar 2006, bad han sin partifælle Lars Løkke Rasmussen om at ignorere Lægemiddelstyrelsens indstilling og i stedet vælge hans favorit.
Lemvig-borgmesteren fremførte, at Benedicte Hjerl Carstensen havde lokalkendskab og i sin karriere på apoteket havde vist sine evner og vundet de ansattes tillid. De ansatte havde udtrykt dyb bekymring overfor borgmesteren, da det gik op for dem, at de måske ville miste deres kollega til fordel for en fremmed fra medicinalindustrien.
Løkke fik herefter en embedsmand til at bede Lægemiddelstyrelsen genoverveje sin indstilling. Men styrelsen skrev tilbage, at den fortsat mente, at valget var faldet på den bedst egnede.
Blæste på anbefaling
I et brev fra 2. februar 2006 skriver styrelsen, at der ikke er kommet 'afgørende argumenter for, at Lægemiddelstyrelsen skulle ændre sin indstilling' og at 'Hans Bruun Ringsing fremstår som den bedst egnede' til at drive apoteket.
Alligevel blæste Lars Løkke Rasmussen på Lægemiddelstyrelsens anbefaling, og i strid med den almindelige praksis i ministeriet valgte han sin partifælles favorit. I et personligt brev til borgmester Jørgen Nørby skrev Lars Løkke Rasmussen: 'I anledning af dine breve af 6. januar og 22. februar kan jeg oplyse, at jeg dags dato har truffet afgørelse i sagen om udnævnelse af ny apoteker til Lemvig Apotek. Afgørelsen indebærer, at Benedicte Hjerl Carstensen udnævnes som ny apoteker,' står der i brevet.
En venneteneste
Professor i offentlig forvaltning, Tim Knudsen fra Københavns Universitet, har vurderet sagen og mistænker Løkke for at have gjort en vennetjeneste frem for at følge den sagkyndige myndigheds anbefaling:
- Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have plejet lokale forbindelser og sine politiske interesser i denne sag. Hvis det er tilfældet, så er der mange fortilfælde for den slags blandt ministre, og han har ikke handlet ulovligt. Men enhver har jo lov at mene, at det ikke er kønt, og at det i stedet burde være en rent faglig og saglig afgørelse.
Professor i forvaltningsret, Claus Haagen Jensen hos Copenhagen Business School, er enig:
- Det kan virke bekymrende, at ministeren ifølge sit efterfølgende brev til borgmesteren har sat sig ud over Lægemiddelstyrelsens indstilling på grund af borgmesterens henvendelse til ham, siger han.
Hans Bruun Ringsing er i dag blevet apoteker i Ribe, og han ønsker ikke at kommentere sagen.
- Jeg har lagt det bag mig og har ikke lyst til at tage sagen op nu, siger han.
LÆS MEGET MERE OM SAGEN I B.T. I DAG OG SE DE AFSLØRENDE MAILS TIL OG FRA LARS LØKKE RASMUSSEN.