Bergur Løkke Rasmussen er en del af festlighederne hos Venstre, der fejrer, at Lars Løkke Rasmussen igen overtager nøglerne til Statsministeriet efter Helle Thorning-Schmidt.

Han forklarer, at Lars Løkke Rasmussen har tilbragt valgaftenen sammen med familien i deres lejlighed i Nyhavn i København.

»Han var lettet, da jeg gik. Lettet og glad. men han kommer ikke, før det er mere sikkert, siger Lars Løkkes ene søn, Bergur Løkke Rasmussen til BTs udsendte reporter.

Han forklarer, at han hele tiden har troet på, at hans far ville vinde valget, selvom blå blok flere gange i valgkampen har været bagud i meningsmålingerne.

»Vi i familien har hele tiden troet på den rigtige Lars. Ham vi kender. Jeg er stolt af ham. Over hans stædighed, hans standhaftighed og politiske håndværk. På trods af alt det, der er blevet skrevet og sagt,« siger Bergur Løkke Rasmussen, der har deltaget aktivt i faderens valgkamp.

Omkring 23.30 torsdag aften tegner alt til, at Lars Løkke Rasmussen bliver ny statsminister i Danmark. Hverken han eller statsminister Helle Thorning-Schmidt har dog vist sig for pressen endnu.