Dansk Folkepartis Jesper Langballe afviser, at delkonklusionerne fra koldkrigsforsker Bent Jensen, som er kommet ud i dag, skulle være politisk dikterede.
Den Kolde Krig er mange år efter murens fald og Sovjets sammenbrud blevet et varmt emne i Danmark.
Bent Jensen fra Center for Koldskrigsforskning løfter i dagens udgave af Berlingske dele af sløret for, hvad den endelige rapport kommer til at konkludere.
Ifølge historikeren var , og fodnotepolitikken, der dengang skabte splittelse i NATO-samarbejdet, blev til i kølvandet på 'frokoster med kaviar og vodka' med sovjetiske efterretningsfolk.
Tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) har kaldt konklusionen for vrøvl, nonsens og politisk bestillingsarbejde, og han mener, at Bent Jensen er fuldstændig besat i bestræbelsen på at kaste smuds på Socialdemokratiet.
- Manden er fuldstændig rablende. Den nuværende regering skulle skamme sig over at levere penge til sådan noget vrøvl, siger Mogens Lykketoft.
Nu blander Dansk Folkepartis Jesper Langballe sig i debatten. Han var en af de bærende kræfter, der fik oprettet Center for Koldskrigsforskning tilbage i 2007, og han undrer sig over Mogens Lykketofts udtalelser.
- Det er da en interessant udtalelse. Og Mogens Lykketoft, hvorfor siger du sådan? Har du selv noget at skjule?, spørger han på TV 2 News.
Jesper Langballe afviser pure, at Bent Jensens rapport skulle være politisk dikteret:
- Altså, ved du hvad. Tror du, vi har siddet og skrevet koldskrigshistorie ovre i Videnskabsministeriet? At departementschefen, ministeren og jeg har dikteret konklusionen, som centret skulle nå frem til? Det er en fuldstændig syg tanke.
Selvom Jesper Langballe gerne vil kommentere Mogens Lykketofts reaktion på dagens historie, så vil han ikke vil diskutere delkonklusionen fra Bent Jensen, før hele rapporten bliver offentliggjort.
- Jeg vil gerne tro, at du gerne vil diskutere det med alle mulige, før værket er udkommet. Men det får du mig ikke til, siger han til TV 2 News.