Venstre-vikaren Troels Lund Poulsens tale på Folkemødet kom aldrig op og flyve.
Selv folk i publikum så ud til at kede sig undervejs.
Faktisk var det to andre personer end taleren selv, der var lyspunkter på scenen, vurderer B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.
Dem runder vi til sidst i dommen.
»Det var simpelthen så standardiseret en tale, som noget kan være, og taler er da heller ikke Troels Lund Poulsens spidskompetence. Han har masser af andre kvaliteter som politiker, men det fik ikke folk op af stolene,« siger Joachim B. Olsen.
Upersonlig personlig hilsen
Troels Lund Poulsen startede talen med en »personlig hilsen« til Jakob Ellemann-Jensen, der fortsat er sygemeldt.
»Kære Jakob, i Venstre er vi et hold, og selvom det har været en fornøjelse at lede vores parti sammen med Stephanie Lose i dit fravær, så glæder vi os til at være fuldtallige igen, så vi sammen kan fortsætte arbejdet med at gøre Danmark endnu bedre,« lød det.
Men ikke engang den hilsen var specielt personlig, mener Joachim B. Olsen.
Textbook-Venstre
Derefter talte Troels Lund Poulsen om behovet for at gøre det nemmere for virksomheder i Danmark, og her så publikum ifølge Joachim B. Olsen ud til decideret at kede sig.
»Det er simpelthen noget, man har hørt 5.000 gange før. Det er blottet for værdier eller én eller anden fortælling. Det kunne ikke blive mere 'textbook'-Venstre at tale om behovet for velfungerende virksomheder.«
Troels Lund Poulsen fremhævede, at regeringen har lempet adgangen for international arbejdskraft, og vil gøre det nemmere at »skabe den næste Mærsk, Novo Nordisk og Danish Crown.«
Sidste del var bedst
Sidste del af talen var ifølge Joachim B. Olsen den bedste. Her talte Troels Lund Poulsen om Ukraine.
Han sagde, at hvis andre lande er med, og USA siger god for det, er Danmark klar til at donere F-16-kampfly til Ukraine.
»Jeg vil også gerne sige, at jeg kan ikke forestille mig, at vi ikke bakker op,« lød det fra den fungerende forsvarsminister.
»Det var der mere schwung over, igen dog med formuleringer, vi har hørt før. Alt i alt var talen en smule doven – som en tale, der kunne være skrevet i sidste øjeblik,« siger Joachim B. Olsen.
De to lyspunkter på scenen
Til gengæld var der to helt andre lyspunkter på scenen, mener han.
Før Troels Lund Poulsen gik på, underholdt de to Venstre-nestorer Søren Pind og Bertel Haarder med sang og snak.
»Der var noget humor og grin. Bertel Haarder jokede med, at han har fået opkaldt en vej efter sig, og at den slags ellers ofte sker, efter man er gået i graven. De var lyspunkterne,« slutter kommentatoren.