Lørdag skal den endelige prøve stå i forligsinstitutionen, hvis ikke en konflikt skal bryde ud. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor emeritus ved Aalborg Universitet, Flemming Ibsen.

»Det er på lørdag, når staten forhandler, at tingene bliver afgjort. Det er staten, der skal lave gennembruddet. Sofie Løhde (V)(innovationsminister, red.) har som chefforhandler for staten serveretten til at lande et forlig på lønområdet. Når rammen for staten er på plads, er der tradition for, at regionerne og kommunerne følger med,« siger Flemming Ibsen.

Indtil nu har forhandlingerne ifølge BT's kilder ikke rykket sig i betydelig grad, og der var heller ikke meget optimisme at spore hos kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, da han forlod forligsinstitutionen onsdag.

»Positionerne er nogenlunde, som da vi mødte hinanden i morges. Man skal have luppen frem for at se bevægelsen, og der er stadig uenighed omkring løn, lærernes arbejdstid og spisepausen,« sagde Michael Ziegler ifølge DR.

Selvom forhandlingerne nærmest står stille, og der er ganske få dage tilbage at forhandle i, vurderer Flemming Ibsen, at det nok skal lykkes de stridende parter at nå hinanden.

»Jeg har fra dag ét sagt, at der ikke kommer en konflikt. Der vil kun være tabere ved en konflikt,« siger han og henviser til, at milliarderne vil fosse ud af fagbevægelsens strejkekasser, mens regeringen vil tabe popularitet på regeringsindgreb, hvilket regeringen ikke har nogen som helst interesse i her godt et år, før næste folketingsvalg senest skal afholdes.

Historisk omfattende konflikt

Skulle det ende i en konflikt, vurderer Flemming Ibsen, at den formentlig vil få lov at køre i et par uger, før regeringen griber ind med et lovindgreb. Men det vil være en omfattende konflikt, der vil få konsekvenser for alle danskere.

»Det ville være en historisk omfattende konflikt, hvor man lukker mere eller mindre hele den offentlige sektor ned. Transportsystemerne og hele infrastrukturen i Danmark går i stå. En masse mennesker vil ikke kunne komme på arbejde, virksomheder vil ikke kunne få leveret varer, og i den offentlige sektor lukker skolerne, daginstitutionerne og universiteterne ned. Vi har aldrig haft en konflikt før med så store samfundsmæssige konsekvenser for danskerne,« siger Flemming Ibsen og tilføjer:

»Man lammer ikke bare det offentlige system, for det griber også ind i det private, når folk pludselig ikke kan tage toget på arbejde eller få passet deres børn. Derfor hviler der også et kæmpe ansvar på parterne for at få lavet en aftale. Alternativet er der ingen, der ønsker,« siger Flemming Ibsen.