Der er noget galt, når regeringen og Folketingets politikere i fællesskab kan blive enige om at lade hinanden slippe for retsforfølgelse og juridisk ansvar.

Det mener Jesper Olsen, der er formand for Transparency International og ekstern lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

»Det er uværdigt, at der skal gå Hjallerup Marked i, om Folketinget skal kunne skal kunne få juridisk rådgivning,« siger han og fortsætter:

»Det er jo ikke sådan, at almindelige mennesker bare kan sige, at man søreme ikke synes, man skal få vurderet deres straffesag, og så sker der ikke mere,« siger han.

Regeringen er godt et døgn gammel, men løftebruddene vælter ind.

Først løb Moderaterne og Venstre fra deres løfte om at stemme for en uafhængig advokatvurdering af Mette Frederiksens juridiske ansvar i minksagen.

Netop den vurdering – som i sidste ende kan sende statsministeren i Rigsretten – har været en politisk handelsvare under regeringsforhandlingerne.

Nu har regeringen også meldt ud, at der ikke vil blive foretaget en undersøgelse i Samsam-sagen.

Samsam-sagen handler om den danske agent Ahmed Samsam, som er blevet dømt for medvirken til terrorisme, da han ved en spansk domstol blev dømt for at have været i krig for Islamisk Stat.

Men Berlingske har afsløret, at Samsam i virkeligheden var dansk agent. Derfor var han muligvis udsat for et justitsmord. Mens sagen har været for, har Danmark både haft en blå og en rød regering.

Jesper Olsen er formand for Transparancy International Danmark.
Jesper Olsen er formand for Transparancy International Danmark. Foto: Mathias Svold
Vis mere

På trods af, at alle regeringspartierne – Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne – sagde, at sagen skulle undersøges nærmere under valgkampen, så har regeringen nu meldt ud, at der ikke kommer en undersøgelse.

»Det er da den slags, der skaber politikerlede,« siger Jesper Olsen og fortsætter:

»Lige nu vedligeholder vi bare mistilliden, som folk har til politikerne,« siger han.

Et af de helt store politiske slagsmål før, under og også efter valgkampen har været den famøse uafhængige advokatvurdering af Mette Frederiksens og resten af S-regeringens ansvar i minksagen.

Jesper Olsen har et forslag til, hvordan vi styrker retssikkerheden og kontrollen med regeringen i sager, hvor der netop er mistanke om ulovligheder, men hvor et politisk flertal til fordel for regeringen bremser en undersøgelse.

Han foreslår, at Folketinget styrker sin egen juridiske afdeling betydeligt, så det får samme faglige tyngde som Justitsministeriets.

»Jeg har stor respekt for fagligheden i Justitsministeriet, men det er regeringens organ. Det ville styrke retssikkerheden, hvis Folketinget selv havde en tilsvarende afdeling, da den ikke ville stå til ansvar over for regeringen,« siger Jesper OIsen og fortsætter:

»Det bør ikke være en flertalsbeslutning, om Folketinget skal have juridisk rådgivning. Med en styrket juridisk afdeling i Folketinget ville ethvert folketingsmedlem i princippet kunne bede om uafhængig juridisk rådgivning i forbindelse med en given sag,« siger Jesper Olsen.

I tirsdags skrev Venstres Jan E. Jørgensen til Ahmed Samsams lillebror, at Venstre fortsat støttede en kommission, der skulle kulegrave Samsam-sagen. Men det gør Venstre ikke mere, hvilket har skabt konflikt i Venstre.