Under debatten mellem danske og grønlandske politikere og meningsdannere søndag aften var de helt store debatemner spørgsmål om blandt andet selvstændighed og de to landes forhold.
Men Aaja Chemnitz – medlem af Folketinget for det grønlandske parti Inuit Ataqatigiit (IA) – kunne ikke lade være med at forholde sig til Dansk Folkepartis formand.
Morten Messerschmidt var dog ikke til at få øje på i TV 2s udsendelse, for han havde tidligere på ugen sat sig på et fly med kurs mod USA.
Her besøgte han blandt andet Donald Trumps politiske hovedkvarter i Florida, Mar-a-Lago, hvor han skulle tale til en konference afholdt af organisationen Jerusalem Prayer Breakfast.
Den tur tændte store følelser i den grønlandske folketingspolitiker.
»Jeg bliver nødt til at sige til Dansk Folkeparti, at jeg synes, det er helt utilstedeligt, at man fører udenrigspolitik i Mar-a-Lago,« sagde hun.
Hun understregede, at det var noget, man så på med meget negative briller i Grønland.
Morten Messerschmidt var som tidligere nævnt ikke selv med til debatten. Det var Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen til gengæld.
»Til Aaja Chemnitz er jeg nødt til at sige, at det er god stil at anklage de mennesker, der kan svare på kritikken. Morten er her ikke, og jeg kan ikke svare på det,« sagde Alex Ahrendtsen.
»Messerschmidt er nu, på egen hånd, rejst til Mar-A-Lago. Vi ved ikke, hvad han har diskuteret, eller hvilket indtryk han har efterladt. Det er dybt uprofessionelt og bekymrende – ikke kun for Danmarks omdømme, men også for vores forhold til Grønland,« skrev Peter Hummelgaard.
Men det facebook-opslag gav Messerschmidt ikke meget for.
»Det er rodet og usammenhængende. Ja, det er lige så dumt, som det er langt,« har han tidligere sagt til B.T.
Debatten Kampen om Grønlands fremtid blev sendt på TV 2 søndag aften.