Moderaternes Christina Egelund gav sin nu tidligere særlige rådgiver Anders Langballe 445.000 kroner med på vejen ud ad døren, da han i april stoppede i jobbet.
Det fik dengang flere partier og eksperter til at undre sig over, hvorfor i alverden den mangeårige TV 2-profil skulle have det usædvanligt store beløb med sig.
Især fordi han, ifølge en pressemeddelelse, stoppede fordi han havde »brug for at være far med mere tid end den man har som særlig rådgiver.«
Nu tager sagen om det gyldne håndtryk så en ny drejning.
Christina Egelunds ministerium, Uddannelses- og Forskningsministeriet, har nemlig ikke alene i første omgang nægtet at udlevere de oplysninger om den lukrative aftale til blandt andre B.T., der havde bedt om aktindsigt i dem.
Ministeriet har også bevidst valgt at ændre i dokumenter i sagen, omskrive tekster og i stedet udlevere de oplysninger, de hellere ville have have ud til offentligheden.
»Når man ekstraherer – altså uddrager – de oplysninger i et dokument, der er omfattet af retten til aktindsigt, skal man holde sig til den tekst, der fremgår af dokumentet. Man kan ikke omskrive eller erstatte teksten med andre oplysninger, som man hellere vil udlevere,« siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger i en pressemeddelelse.
Ministeriets fremgangsmåde er efter ombudsmandens opfattelse ikke i overensstemmelse med offentlighedslovens regler om ekstrahering.
I det hele taget mener Ombudsmanden, at ministeriets behandling af sagen har båret præg af væsentlige fejl og vil have ministeriet til at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Uddannelses- og Forskningsministeriet skriver i en mail til B.T, at »ministeriet tager Ombudsmandens kritik til efterretning,« og at man vil følge Ombudsmandens henstilling og genoptage sagen.