Statsminister Lars Løkke Rasmussen holdt en god, varm nytårstale, men den manglede noget helt essentielt: Selvindsigt.
Sådan lyder dommen fra erhvervsmanden Martin Thorborg.
»Han (statsministeren, red.) kom ind på det erhvervspolitiske udefra, men han manglede selvindsigt. Regeringen og dele af erhvervslivet må stå på mål for nogle af de skandaler, vi har haft det seneste år,« siger Martin Thorborg til B.T.
Erhvervsmanden kritiserer, at statsministeren ikke nævnte Danske Bank, hvidvask-skandalen og Britta Nielsen-sagen.
»Når dronningen kan nævne det, så kan landets statsminister også,« siger Martin Thorborg, der blev kendt for at være medstifter af firmaet Jubii i 1995.
Dronningen nævnte i sin tale, der blev afholdt nytårsaften, at med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat.
Det samme mener Martin Thorborg, at Lars Løkke Rasmussen med fordel kunne have gjort.
Han peger på, at grunden til, at Lars Løkke Rasmussen ikke kom ind på erhvervsskandalerne, kan skyldes, at valget nærmer sig.
»Det kan være klogt af ham at undlade op til et valg, men det virker ikke troværdigt,« siger Martin Thorborg.
Udover de danske skandalersager mener Martin Thorborg også, at det havde klædt Lars Løkke Rasmussen at nævne egne skandaler.
Her nævner han blandt andet 'Kvotekongerne'.
»Det er ærgerligt, at han ikke kigger en smule indad. Det havde klædt ham,« siger Martin Thorborg.
Men erhvervsmanden har også rosende ord tilovers for landets statsminister.
»Jeg vil altid huske statsministeren som en dygtig taleholder. Han gør det fantastisk, og han er faderlig, varm og har en glød i øjnene,« siger Martin Thorborg.