Den ene krise har afløst den anden i Thornings regeringsperiode. Der er nu under to år til næste valg, og meningsmålingerne giver ikke meget håb. Så hvordan skal danmarkshistoriens første kvindelige statsminister genvinde magten?

Politiske eksperter mener, at hun slap godt fra fredagens samråd, men Thorning kan reelt ikke tåle flere møg-sager.

Slaget er dog ikke tabt endnu, men det kræver, at statsministeren kommer i offensiven.

- Hun skal sørge for, at vi begynder at diskutere hendes hovedtemaer, i stedet for det handler om negative sager som Christiania-ture, tilbud om en million til Lisbeth Zornig Andersen og den ene ministersag efter den anden. Det slider på regeringen, siger senior partner i Geelmuyden-kiese og politisk kommentator Peter Goll, der bakkes op af BTs politiske kommentator Søs Marie Serup.

- Hun skal sikre, at der i en periode ikke sker flere fejl, og så er den bedste måde at komme videre på at sætte en ny offensiv dagsorden, som danskerne og medierne beskæftiger sig med længere end en eftermiddag.

Job og velfærd

Slagplanen for de næste år er helt sikkert allerede under udarbejdelse, og her skal Thorning blandt andet holde ved punkterne fra hendes nytårstale, lyder vurderingen.

- Allerede nu sidder de og tænker over, hvad de skal skrive på papiret og gå til valg på. Jeg tror, at det bliver en kamp om job og velfærd. Det er det, det hele kommer til at handle om, samtidig med hun ikke må opfattes som svag på udlændingeområdet, lyder forudsigelsen fra direktør i tænketanken Kraka, Peter Morgensen.

Han opfordrer desuden til, at Helle Thorning-Schmidt skal lukke danskerne mere ind bag facaden, som hun eksempelvis har gjort tidligere ved at gæste Michael Meyerheims ’Talkshow’ og TV2s ’Felix rykker ind’.

- Politik handler også bare om, hvem mennesket bag er. Man kan ikke være politiker i dag uden at give lidt at sig selv. Derfor skal hun også lave nogle af de ’bløde’ interview, som vi kalder det. Det skaber tillid.

Thorning vinder 5-0

Fredagens samråd på godt fire en halv time skal være vendepunktet for Thorning - og det er der god grobund for, ifølge de tre kommentatorer.

- Jeg synes faktisk, det her samråd styrker hendes brand. Hun vinder 5-0 for at sige det lige ud, siger Peter Mogensen, der mener, at mødet har givet hende respekt blandt kollegerne på Christiansborg.

Peter Goll bed også mærke i den stærke præstation fra statsministerens side.

- En grund til, at Anders Fogh var så populær en statsminister, var, at det virkede som om, han havde meget kontrol med tingene. Og det kan danskerne godt lide. Thorning er kommet lidt i klemme med dårlige pressemøder, men under dette samråd viser hun, at hun også kan under pres, siger han.

Spørgsmålet er, om danskerne overhovedet er villige til at se gennem fingre med den seneste tids mange sager. De glemmer dem i hvert fald ikke, mener Søs Marie Serup:

- Det er et blivende indtryk, fordi der har været så mange sager på så relativ kort tid. Thorning er nødt til at sikre sig, at ministrene bliver skarpere i deres håndtering af sager i fremtiden.