Dansk Folkeparti, Ikast-Brande.
BT har kigget nærmere på nogle af de kreative valgvideoer, der er i forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget på tirsdag. Vi har vist dem til Lars Pynt Andersen, der er lektor på Institut for Marketing og Management og ekspert i politiske budskaber, strategisk kommunikation og vælgeradfærd. Her er hans vurdering af videoen.
Dansk Folkeparti i Ikast-Brande og Socialdemokraterne i Billund har begge lavet videoer, hvor hele grupper indgår i fællessang om deres politiske visioner og budskaber for lokalsamfundet. Men i begge videoer begår lokalpolitikerne en fejl, som mange andre valgvideoer også lider under, mener Lars Pynt Andersen.
- Mange af de her valgvideoer er alt for lange, og det gælder også disse to. Når man skal se på dem i flere minutter, så mister man interessen for det til sidst. Og faktisk har man heller ikke brug for mere end et halvt minut eller et minut til at fortælle, at der findes én, der hedder Lisbeth og hvorfor vælgeren skal stemme på lige netop hende, siger Lars Pynt Andersen.