Den tyske kansler var skyld i flygtningekrisen, lyder det fra EU-parlamentariker

Det står nu klart for enhver, at den tyske kansler Angela Merkels åbne arme havde en afgørende betydning for, at flygtninge- og migrationskrisen sidste år blev så stor, som den gjorde.

Det mener Dansk Folkeparti, efter der i en ny rapport fra EUs grænseagentur Frontex står:

»Måske er den største læring, at opfattelser og rygter betyder meget. Mange fra Syrien, Iran, Irak, Nordafrika eller Pakistan besluttede at rejse til Grækenland, efter at de blev overbevist om, at Balkan-ruten var åben, hurtig og billig, og at nogle EU-medlemslande ville tage imod dem. Disse opfattelser viste sig at være meget vanskelige at komme til livs.«

Sådan lyder det i rapporten ‘Western Balkans Annual Risk Analysis 2016’, og især sætningen ’at nogle EU-medlemslande ville tage imod dem’ får Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen til at sige:

»Der er selvfølgelig nogle faktorer, som presser folk væk fra deres hjem, men det her viser, at det har været afgørende for krisens omfang, at Tyskland meget klart indikerede, at de, der kom, ville få asyl og ophold,« siger Anders Vistisen.

Den tyske kansler Angela Merkel må tage sin del af ansvaret for flygtningekrisen. Det mener DF-politikeren Anders Vistisen.
Den tyske kansler Angela Merkel må tage sin del af ansvaret for flygtningekrisen. Det mener DF-politikeren Anders Vistisen. Foto: EPA/KAY NIETFELD
Vis mere

Du mener, at det er Angela Merkels skyld?

»Ja, og man kan i hvert fald sige, at der havde været borgerkrig i Syrien en del år, før der kom en million mennesker til Europa,« siger han.

Ingen navne nævnes

Adjunkt ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet Martin Lemborg-Pedersen siger:

»Agenturet nævner ingen navne, så mens man kan læse det som en kritik af politikken i Tyskland og Sverige, kan det også gælde de andre europæiske lande. Frontex slår fast, at det er meget, meget svært at komme rygter og misinformationer om de forskellige landes politikere til livs,« siger han.

Europa blev sidste år kastet ud i den største flygtninge- og migrationskrise i årtier, da mere end en million mennesker krydsede EUs ydre grænser.

Mange kom til Grækenland fra Tyrkiet. Fra Grækenland tog de videre op gennem Balkan-landene, hvorfra de igen ramte EU-landene. Flygtninge- og migrantpresset var enormt.

Anders Vistisen (DF) Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2014
Anders Vistisen (DF) Foto: Christian Liliendahl/Scanpix 2014
Vis mere

Det oplevede BT, da avisen i sensommeren sidste år rapporterede fra Serbien. Her vurderede serbisk Røde Kors, at der dagligt kom op til 3.000 flygtninge og migranter ind i landet, som - blev det vurderet - alle havde kurs mod de rige EU-lande i nord og vest. Og de fik - som i andre Balkanlande - lov til at rejse igennem landet. Den trafik, der i nogle tilfælde blev arrangeret af myndigheder og af mennesker, møder kritik i rapporten.

Flere årsager

Frontex-rapporten peger på, at den såkaldte Tyrkiet-aftale og lukningen af Balkanruten er nogle af årsagerne til, at der i 2016 har været et fald i antallet af flygtninge og migranter i forhold til sidste år. Men presset på Europa er stadig stort.

»Balkanrutens lukning betyder, at folk finder andre ruter. Men modsat Balkanrutens statslige transportkorridorer skubbes folk nu tilbage i armene på smuglernetværk under jorden. Der er derfor også risiko for, at flere vil benytte menneskesmuglere. Hvis det sker, risikerer vi igen at se mennesker dø i lastbiler, som det var tilfældet i Østrig,« siger Martin Lemborg-Pedersen.

Dansk Folkeparti mener, at ’så længe der er en opfattelse af, at man kan komme til Europa og få lov til at blive her, hvis man kommer ind, så kan man ikke løse problemet.’

»Man er nødt til at sende et meget klart signal om, at man bliver returneret, hvis man kommer til Europa,« siger Anders Vistisen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vil give et nyt forsøg til de udlændinge, der dumpede indfødsretsprøven. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2016)
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg vil give et nyt forsøg til de udlændinge, der dumpede indfødsretsprøven. (Foto: Simon Læssøe/Scanpix 2016)
Vis mere

Støjberg: Rygter betyder noget

Integrationsminister Inger Støjberg (V) oplyser i en mail til BT, at hun er enig i Frotex-analysen ‘da signaler og rygter jo i den grad betyder noget for, hvor mange migranter der vil prøve at komme til Europa.’

»Det er jo sådan, at når nogle lande tillod uhindrede bevægelser op gennem Europa, så skabte det en forventning hos migranter om, at EU var et tagselv-bord. Fra det øjeblik Balkan-ruten lukkede, styrtdykkede antallet af migranter. Ud over en lukket Balkan-rute er det helt afgørende, at vi får kontrol med de ydre grænser, og at vi bliver endnu bedre til at sende migranter uden beskyttelsesbehov retur. Det er stærke signaler, som jeg mener vil have en effekt,« skriver ministeriet på vegne af Inger Støjberg til BT.