Socialdemokraternes Dan Jørgensen har siddet i Europa-Parlamentet siden 2004, men nu har han besluttet sig for at venden snuden hjemad, og han har sat kursen mod Christiansborg.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Nu er det sikkert. 

36-årige Dan Jørgensen vender hjem til dansk politik og kredsen i Middelfart, hvor han stiller op til næste Folketingsvalg.

- Jeg har været rigtig glad for at være i Europa-Parlamentet, og jeg er det sådan set stadigvæk, men det er klart at til næste valg, så har jeg været der i 10 år, og så synes jeg, at det må være tid til at søge nye udfordringer. Og så kommer jeg hjem og får lov til at være med til de store forandringer, der skal ske i vores land i de kommende år og være med til at løfte de udfordringer, der er for vores parti. Det er noget, som jeg virkelig glæder mig til, siger Dan Jørgensen.Dan Jørgensen stiller op til Folketinget i Middelfart, og netop det, at det er EU-politikerens hjemegn, betyder meget.



- Det betyder rigtig meget, at det er på Fyn. Jeg har fået tilbud fra andre kredse rundt omkring i landet, som jeg har været glad for. Dem har jeg også overvejet rigtig meget, men jeg må sige, at det betyder rigtig meget, at jeg nu får mulighed for at stille op der, hvor jeg er født, opvokset og har mine rødder, siger han.

Dan Jørgensen har været medlem af Europa-Parlamentet siden 2004, og han blev i 2009 gruppeformand for de danske socialdemokrater i Parlamentet. 

Han mener, at de mange år i Bruxelles har givet ham mere robusthed og erfaring, som han kan tage med sig ind på den landspolitiske scene.


- De næste mange år bliver ikke nemme for Danmark på grund af økonomisk krise, stor arbejdsløshed og så videre. Det, synes jeg, er en stor opgave, men det bliver også spændende at være med til at få landet godt igennem og ud på den rigtige side, siger Dan Jørgensen

I Middelfart erstatter han Poul Andersen, der efter mere end 20 år har valgt at trække sig.