En episode som helt lille står stadig lysende klart for Danmarks måske største, politiske stjerneskud, den blot 25-årige Holbæk-borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S).

Som fireårig var hendes far ude at rejse, og hun havde af sin mor fået lov til at ligge i hans side af sengen. Da hun var puttet, begyndte hun at få det dårligt og blev tørstig.

I løbet af to timer havde hun drukket over fire liter vand, og hendes mor var klar over, at den var helt gal. Den fireårige Christina Krzyrosiak Hansen blev sendt til hospitalet omgående.

Her var diagnosen klar. Hun havde type 1 diabetes. Den frygtede sukkersyge, der hæmmer flere tusinde danskeres hverdag. Det skriver Diabetesforeningen i medlemsbladet Diabetes, der udkommer på torsdag.

Stikker sig dagligt

Christina Krzyrosiak Hansen, der ved kommunalvalget i 2017 blev Danmarks yngste bormester i en alder af blot 24 år, husker én særlig ting fra den aften, hun blev kørt på hospitalet.

»Da vi skulle ud af døren, så jeg noget fyrværkeri på himlen – en raket i røde og grønne farver. Det står ligesom mejslet i min hukommelse og er blevet et symbol for mig. Når jeg ser grønt og rødt fyrværkeri til nytår, mindes jeg den aften, hvor jeg fik sukkersyge,« siger borgmesteren i interviewet i Diabetesforeningens medlemsblad.

Christina Krzyrosiak Hansen ved Holbæk Rådhus, tirsdag den 28. november 2017.
Christina Krzyrosiak Hansen ved Holbæk Rådhus, tirsdag den 28. november 2017. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Som så mange andre med type 1 diabetes kæmper Christina Krzyrosiak Hansen en daglig kamp med at holde blodsukkeret i balance. Som barn lærte hun hurtigt at stikke sig selv i maven med insulin for at undgå forhøjet blodsukker.

Insulinen er nødvendig døgnet rundt, og som så mange andre med sukkersyge, har hun måttet skemalægge sit liv ned til mindste detalje. Det kræver disciplin, når man skal jonglere et privatliv med familie, venner og kæreste med et ansvarsfuldt job som borgmester.

Lavt blodsukker

Kommer blodsukkeret i ubalance, risikerer det at påvirke hendes humør.

»Der har været flere episoder på grund af lavt blodsukker, som jeg ville ønske, ikke var sket. Fordi det er gået ud over andre mennesker. For eksempel har jeg i folkeskolen råbt og skreget af en bagerjomfru, fordi de ikke havde sugerør, der passede til Mathilde-kakaomælk på én liter,« siger Christina Krzyrosiak Hansen i medlemsbladet om episoden, hun var flov over i lang tid efter.

Hun er dog ikke i tvivl om, at netop hendes disciplinerede hverdag med sygdommen har gjort hende i stand til at påtage sig ansvaret som borgmester.

»Jeg har altid haft det sådan, at min sukkersyge ikke må holde mig tilbage for noget her i livet. Jeg tror faktisk, at min sukkersyge har været medvirkende til, at jeg i så ung en alder har kunnet blive borgmester, forklarer Christina Krzyrosiak Hansen i Diabetes og uddyber:

»Jeg vil aldrig tillade mig selv at få lavt blodsukker over for mine byrådskolleger. Jeg kan simpelthen ikke levere et ordentlig stykke arbejde, hvis mit blodsukker svinger for meget. Jeg har ikke lyst til at stå der i byrådssalen og vrøvle helt vildt«.

Christina Krzyrosiak Hansen tjekker sit blodsukker otte gange om dagen.