Den forhenværende socialdemokratiske finansminister og nuværende chefredaktør på Børsen, Bjarne Corydon, advarer i sin leder Alex Vanopslagh, der er formand for Liberal Alliance.

Det skriver Berlingske.

Forud for Liberal Alliances landsmøde i weekenden gav Alex Vanopslagh et interview med Weekendavisen, hvori han sagde, at det var en udfordring for partiet at finde sin position mellem at være et oppositionsparti og være pragmatisk i tilgangen til det politiske.

»Liberal Alliance har prøvet at være både rent magtparti og rent protestparti. Jeg forsøger at fastholde os i rollen som et indflydelsesparti,« sagde Alex Vanopslagh til Weekendavisen og tilføjede:

»Vi kan ikke manifestere en så stor modvilje mod kompromiser, at det umuliggør, at vi en dag kommer i regering. Omvendt brænder vi op, hvis vi kommer for tæt på Solen. Så kommer vi til at ligne Venstre, så bliver vi ligegyldige.«

Bjarne Corydon kan godt forstå, at Alex Vanopslagh er bange for at flyve for tæt på solen.

»Kristian Thulesen Dahl troede, at han havde fundet formlen ved i modsætning til Villy Søvndal at holde sig ude af regeringskontorerne. Det havde han ikke. Anders Samuelsen troede, han kunne sidde i regeringskontorerne og true andre til at indgå de mest bekostelige kompromisser. Det kunne han ikke,« skriver han i sin leder i Børsen og fortsætter:

»Hvis Vanopslagh og hans sympatisører forholdt sig til realiteterne, ville de erkende, at LA står med eksakt samme problem. Så længe de er bange for Solen, er de dømt til at blive i skyggen. Og så rækker partiets potentiale til at blive blå bloks svar på SF. Ikke en tøddel længere.«

Ved seneste Voxmeter-måling lå Liberal Alliance på 10,8 procent af stemmerne, mens Venstre og Konservative lå på henholdsvis 10,5 og 5,5 procent.