Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) langer i ny bog ud mod medierne, fordi de gjorde det umuligt for ham at kunne vende tilbage som statsminister, hvis han ikke var blevet NATO-generalsekretær
»Jeg er ikke kandidat til nogen toppost.«
Den sætning måtte Anders Fogh Rasmussen (V) gentage igen og igen på sine ugentlige pressemøder i de første måneder af 2009. For selvom rygterne om, at han var kandidat til posten som NATO's generalsekretær, var vedvarende, kunne han ikke fortælle det. Fogh blev så irriteret over at få spørgsmålet igen og igen, at han sammen men sin rådgiver, Michael Ulveman, fandt på alle mulige påskud for at aflyse pressemøderne.
»Jeg vil ikke lægge skjul på, at min sidste måned som statsminister ikke var særlig rar. Jeg synes, at hvis vi i Danmark vil gå efter internationale topposter, er man nødt til at tåle, at der bliver talt med ledende politikere i andre hovedstæder uden, at det politiske liv hjerhjemme går totalt i koma, som det skete,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Kommentaren falder i bogen 'Statsministrene', som udkommer i dag torsdag 9. november. Bogen bygger på de samlede interviews og samtaler, som fandt sted forud for optagelserne til den roste tv-serie 'Statsministrene', som blev sendt i sensommeren 2017. Bogen indeholder en række oplysninger, som ikke fremgik af tv-serien, bl.a. at Fogh erkender, at han følte sig tvunget til at stoppe som statsminister, selvom han ikke ville få posten som NATO's generalsekretær.
»Pressen bør gå mindre op i den proces, og de danske politikere skal være mere large og give det råderum, der skal til, for at en dansk statsminister kan blive nævnt som en mulig kandidat til poster i internationale sammenhænge, uden at det forhindrer en i at fortsætte som statsminister. Hvis jeg ikke var blevet NATO-generalsekretær, ville jeg under alle omstændigheder være trådt tilbage som statsminister,« siger Fogh.
Han argumenterer med, at da hans kandidatur blev offentligt og både Obama, Merkel og Sarkozy havde tilkendegivet deres støtte, ville han for altid skulle leve med, at der ville være en mistanke om, at han ville forlade landet for at tage en international toppost ved først givne lejlighed. Blandt andet stod EU over for en række udnævnelser i slutningen af 2009.
Han indså derfor, at indtil topposterne i EU også var fordelt i slutningen af 2009, så ville han reelt være handlingslammet som regeringsleder resten af året.
»I stedet for at blive trukket gennem dette søle foretrak jeg at gå af med æren i behold. Jeg var ikke ked af at være statsminister, men jeg syntes, at det nærmest var en pligt at sige ja til posten som NATO-generalsekretær, når Danmark endelig havde chancen for en betydningsfuld international toppost. Så måtte jeg også tage konsekvensen, hvis det ikke lykkedes.«
Fogh var selv udsat for et stort pres i den periode, men han lagde også selv et pres på sine internationale kollegaer ved NATO-topmødet.
»I skal bare vide, at uanset hvem I vælger, er jeg nødt til at gå af som statsminister i Danmark,« sagde Anders Fogh Rasmussen.
Han fortæller, at han ikke kunne tale med nogen om sit kandidatur. Heller ikke i sit eget parti.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fortæller selv i et andet kapitel i bogen, at han selv gik med overvejelser om at stoppe som sundhedsminister allerede i 2006, hvor han havde overstået maratonarbejdet med at få Strukturreformen på plads og i øvrigt var blevet tilbud en stilling i det private erhvervsliv. Rygtet om hans mulige politiske exit var kommet Fogh for øre, og på et møde mellem de to, sagde han til Løkke, at han syntes, han skulle tage den lidt med ro med ordene:
»Jeg har ikke planer om at blive her, til jeg skal bæres ud.«
Det fik Løkke til at blive i politik, men det var først tre år senere, at Anders Fogh Rasmussen ringede til Løkke.
»I samme øjeblik, du fortæller nogen, at du har til hensigt at gå af, har du mistet al autoritet. Derfor var det først til allersidst, da jeg formelt traf beslutningen, at jeg ringede til Lars Løkke og fortalte, at jeg gik efter posten. Jeg sagde dog ikke noget til ham om, hvordan jeg ville reagere, hvis jeg ikke fik den,« fortæller Anders Fogh Rasmussen.
Michael Ulvenman, der var personlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen på det tidspunkt, forstår godt den problematik, Anders Fogh Rasmussen rejser.
»Man kan forsøge at indgå en ’gentleman agreement’ med sine politiske modstandere om at holde kortene tæt til kroppen. Men i praksis vil det være umuligt - det er alt for politisk eksplosivt. Derfor var ingen danske politikere - hverken venner eller fjender - informeret om Anders Fogh Rasmussens planer før lige op til han fik stillingen. Medierne skal naturligvis interessere sig for, at en dansk toppolitiker er i spil til en international toppost og hvem der er statsminister i morgen. Sådan er spillereglerne, ellers ville medierne ikke være deres opgave voksen,« siger Michael Ulveman og tilføjer tørt:
»I øvrigt var det overraskende sent i processen, at danske medier overhovedet begyndte at interessere sig for Foghs mulige kandidatur. Der var først for alvor, da internationale medier begyndte at skrive om det, at man begyndte at lægge mærke til, hvad Anders sagde ude i verden.«
Det har ikke været muligt at få en opfølgende kommentar fra Anders Fogh Rasmussen inden deadline.
Fogh: 'Jeg frygtede at blive en fiasko'
Uddrag fra bogen 'Statsministrene', udgivet på Politikens Forlag 9. november 2017:
»Jeg havde en mærkelig dobbeltfølelse på valgaftenen i 2001. På den ene side var jeg selvfølgelig utrolig glad for og stolt over, at det gik så godt. Det var første gang i 80 år, at Venstre blev Danmarks største parti. På den anden side var jeg også meget bevidst om, at vi var nødt til at spille den meget forsigtigt, for det skulle ikke være noget med, at Venstre hoverede over sejren.
Jeg kan stadig huske valgaftenen i 1998, hvor Nyrup kom gående op ad trappen på Christiansborg med fire fingre i vejret og alle råbte: ’Four more years’ og alt det der. Jeg syntes, det var lidt uværdigt, faktisk. Dengang havde det længe set ud til, at Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen ville blive landets statsminister. Men på valgaftenen manglede vi de sidste afgørende stemmer, og derfor kunne Nyrup fortsætte som statsminister. Det er klart, at det skabte en kæmpe frustration at være stå tæt på og alligevel ikke nå målet.
Senere den aften trak Uffe mig ind på sit kontor og sagde til mig: ’Nu går jeg af, og du skal være Venstres formand.’
Man kan sige, at jeg burde være forberedt på, at det kunne ske, fordi jeg havde været næstformand siden 1985. Alligvel var det chokerende pludselig at sidde i den situation. Derfor var min første reaktion til Uffe: ’Det bliver jeg nødt til lige at tænke over.’
Jeg havde tusinde bekymringer over det, som jeg også gav udtryk for under den samtale. Uffe var blandt andet kendt for at være en slagkraftig kommunikator, og jeg var bekymret for, om jeg nu kunne leve op til det. Jeg frygtede at blive en …..fiasko.«
