Ved det seneste budgetforlig blev forligspartierne enige om, at der skulle afsættes 24 millioner til nye idrætsfaciliteter.
Nu har kulturrådmanden givet sine bud på, hvordan pengene skal fordeles mellem fire projekter.
Det fremgår af en indstilling til byrådet fra rådmanden for Kultur og Borgerservice i magistraten.
Rådmanden Rabih Azad-Ahmad har indstillet, at de 24 millioner kroner fordeles således, at der bliver givet tilskud på tre gange syv millioner kroner til idrætshaller i henholdsvis Vejlby-Risskov, Åbyhøj og Solbjerg.
Derudover er det indstillet, at der gives tilskud på tre millioner kroner til en kunstgræsbane ved Søndervangsskolen.
Allerede i budgetforliget blev forligskredsen enige om, at man i forbindelse med tilførslen af de 24 millioner kroner også skulle drøfte de fire projekter.
I Vejlby-Risskov drejer det sig om projektet Creative Basketball Universe, der er en planlagt ny basketballhal i tilknytning til Vejlby-Risskov Hallen.
Det andet projekt er at etablere Åbyhøj Idrætscenter ved Gammelgårdskolen. Her er planen, at idrætscentret skal bruges af både skole og foreninger.
En ny idrætshal i Solbjerg skal blandt andet udvide Solbjerg IF's halkapacitet og forbedre de eksisterende forhold.
Det sidste projekt er kunstgræsbanen ved Søndervangskolen, som rådmanden anbefaler at give et tilskud på tre millioner kroner.
Søndervangsskolen har de seneste år samarbejdet med Get2Sport og Viby IF om at aktivere unge i området, og vil i den forbindelse gerne have anlagt en kunstgræsbane til formålet.
Indstillingen er sendt til Aarhus Byråd via Magistraten.
Aarhus Kommune er tidligere blevet kåret til at have nogle af landets allerdårligste vilkår for idrætsforeninger.
I en undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund, hvor 93 af de danske kommuner blev rangeret, blev Aarhus kåret til at være sjette dårligst.