Små vækstskuffelser i techg-gianten Alphabets seneste regnskab udløser en kurslussing til selskabet, der blandt andet står bag YouTube og Google. 

Alphabet præsenterede friske tal efter markedsluk i USA tirsdag, og efterfølgende faldt aktien 7 pct. i det amerikanske eftermarked. 

I sit regnskab for fjerde kvartal landede Alphabet en omsætning på 96,47 mia. dollar mod analytikernes forventninger om 96,56 mia. dollar. Den samlede omsætning voksede 12 pct. sammenlignet med fjerde kvartal sidste år. Det var lidt mindre end de 13 pct. vækst, der blev leveret i det tilsvarende kvartal sidste år. 

Læs også: Aktieanalytiker om C25-selskab: 'Det er den næste helt store potentielle kurstrigger'

Indtjeningen var dog bedre end ventet, da Alphabet landede en indtjening per aktie på 2,15 dollar mod markedets forventninger om 2,13 dollar per aktie. 

Alphabet måtte dog skuffe markedet, når det kom til sin cloud-division. Her var omsætningen på 11,96 mia. dollar, hvor markedet havde forventet 12,19 mia. dollar, skriver CNBC

I forbindelse med regnskabet fortalte Alphabet, at selskabet planlægger at investere (CAPEX) 75 mia. dollar i 2025. Det var noget mere end de 58,8 mia. dollar, som markedet havde forventet. 

På bundlinjen landede Alphabet et resultat på 26,54 mia. dollar - en stigning på 28 pct. fra fjerde kvartal i 2023, hvor bundlinjen var på 20,69 mia. dollar. 

Det svarer til, at Alphabet har tjent 190 mia. kr. i kvartalet.

Alphabet-aktien er steget med knap 45 pct. det seneste år. 

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Peger på tre vinderaktier: 'Det kan vi ikke undgå at investere i nu'

Læs også: Milliardforvalter om sin største position: 'Det kunne være en aktie, der vil fordoble'