Mandagens nyhed fra det danske biotekselskab Genmab har fået Sydbank til at ændre sit syn på C25-aktien.

Det fremgår af en ny analyse fra den sønderjyske bank tirsdag morgen.

Biotekselskabet meddelte nemlig mandag, at den amerikanske medicinalkæmpe Johnson & Johnson har besluttet ikke at vil udnytte optionen om licens til at udvikle, fremstille og markedsføre Genmabs næste medicinhåb HexaBody-CD38.

Sådan en aftale har den amerikanske gigant og det danske biotekselskab ellers på nuværende tidspunkt med storsælleteren Darzalex, der er et middel mod kræft.

Denne udvikling har fået Genmab til ikke at ville forfølge yderligere klinisk udvikling af HexaBody på trods af »opmuntrende og robuste« foreløbige data, oplyser biotekselskabet.

Læs også: Stribevis af nye kursmål til Genmab-aktien efter afvisning fra medicinalkæmpe: Få overblikket her

Ifølge Sydbank ændrer meddelelsen fra Genmab dog ikke ved selskabets 2025-prognose og heller ikke på bankens værdiansættelse af Genmab.

Banken havde nemlig ikke indregnet HexaBody i deres værdiansættelse af Genmab.

»Vi gentager, at Genmab-aktien på det nuværende niveau ikke indreger værdierne af Genmabs pipeline med blandt andet acasunlimab til behandling af lungekræft og Rina-s til behandling af kræft i æggestokkene og underlivet, ligesom aktien ikke afspejler værdierne af allerede markedsførte Epkinly mod lymfekræft,« skriver Sydbank i analysen.

Og derfor anser Sydbank fortsat Genmab-aktien som billig. 

På trods af dette sænker Sydbank alligevel sin anbefaling på Genmab-aktien til hold fra tidligere køb.

Årsagen er den fortsatte bekymring for tabet af royalties fra supersællerten Darzalex og manglen på kortsigtede kurstriggere fra pipelinen, som efter Sydbanks vurdering vil begrænse kurspotentialet i store dele af 2025.

Genmab-aktien er faldet med 29 pct. det seneste år. Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en hold-anbefaling på Genmab-aktien.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Investeringsøkonom om kæmpe kursfald: Ikke hverdagskost

Læs også: Analytikerne har talt: Novo Nordisk står til at tabe