Godmorgen og velkommen til fredagens finansielle overblik, der leveres i et ganske optimistisk humør.
Torsdag kunne investorerne nemlig glæde sig over årets første lukkerekord til det toneangivende amerikanske S&P 500-indeks, der efter en stigning på 0,5 pct. altså noterede sig det højeste lukkeniveau nogensinde.
Den positive aktiestemning fortsætter fredag, blandt andet efter at præsident Trump har sagt, at han helst ikke vil indføre straftold på kinesiske varer. Det er med til at sende de asiatiske aktier op, skriver Bloomberg.
Trump var også ude at sige torsdag, at han vil kræve renten sat ned - og at han mener at renten skal sættes ned i alle andre lande ligeså. Det skete på tale ved WEF-topmødet i Davos, hvor Trump talte over en videoforbindelse.
Læs også: Dansk forvalter ser gode vækstmuligheder i sin største position: 'De er på øverste hylde'
Vender vi blikket mod Asien er der positiv stemning - også selvom en af verdens vigtigste centralbanker har hævet renten til det højeste niveau siden 2008 fredag:
Japanske aktier balancerer lige omkring nullet, efter at Bank of Japan fredag har hævet renten med 0,25 pct. point til 0,5 pct. Det var lige som ventet af markedet og analytikerne. Det er det ledende Nikkei-indeks, der er i fokus hos investorerne.
Kinesiske aktier stiger efter Trumps mildere retorik, når det kommer til straftold. Aktierne stiger 1,8 pct., når man kigger på Hang Seng-indekset med base i Hong Kong. Aktierne på fastlandet i CSI 300-indekset går frem med 0,9 pct.
Europæiske aktier ser også ud til at være i fredagsstemning når klokkerne om få timer ringer handlen i gang. Futures for Stoxx 50-indekset indikerer, at indekset vil stig 0,4 pct. ved børsåbningen.
Læs også: Milliardinvestorer kaster sig over tidligere taberaktier
På den anden side af Atlanten står de amerikanske aktier til at åbne lige akkurat under nullet, når man kigger på de tre ledende indeks. S&P 500 har udsigt til et fald på 0,08 pct., mens Nasdaq-indekset står til at åbne med et fald på 0,17 pct. Dow Jones står til at falde mindst med et dyk på 0,05 pct.
Olieprisen er faldet en smule tilbage fredag. En tønde af den amerikanske WTI-olie koster nu 74,5 dollar, mens den europæiske Brent-olie koster 78,2 dollar.
Prisen på olie følges nøje af investorer, fordi den kan give en idé om, hvordan verdensøkonomien klarer sig. En stigende oliepris indikerer økonomisk vækst, mens et fald kan være tegn på det modsatte. Geopolitiske faktorer og produktionsbeslutninger kan påvirke udbuddet af olie. Hvis prisen på det sorte guld stiger kan det føre til højere forbrugerpriser og inflation.
Guldprisen er steget en smule. Guld handles således til en pris på 2.774 dollar pr. ounce.
Kryptovalutaen bitcoin er steget med 2,7 pct., så en digital mønt nu kan købes for 104.920 dollar.
Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.
Læs også: Slår alarm: Private investorers adfærd er risikabel
Læs også: Her skal aktien i C25-gigant hen ifølge analytikerne