Den danske vindmøllkæmpe Vestas har leveret en god afslutning på 2024, men forventningerne til det igangværende år kan blive en spand kold vand i hovedet til investorerne. 

Sådan lyder vurderingen fra investeringsøkonom ved Nordnet, Per Hansen, i forbindelse med, at Vestas har præsenteret sit regnskab for 2024 onsdag morgen. 

»Vestas sluttede året godt af. Den samlede investorreaktion afhænger af om investorerne vil opfatte 2025 guidance som et forsigtigt udgangspunkt at opjustere ud fra eller et realistisk bud på 2025,« påpeger Per Hansen i en kommentar. 

Vestas forventer en omsætning på mellem 18-20 mia. euro i 2025. Midtpunktet i det interval er 19 mia. euro og det er ca. 500 mio euro under det, markedet havde forventet. Også forventningerne til EBIT-marginen - som Vestas gerne vil have op på 10 pct. indenfor de kommende år - skuffer investorerne. 

Vestas forventer en EBIT margin på 4-7 pct. i 2025 og midtpunktet på 5,5 pct. ligger et godt stykke under de ventede 6,8 pct. hos analytikerne, påpeger økonomen. 

»Hvis forventningerne til 2025 er et realistisk bud er der meget langt til 10 pct. EBIT-margin målsætningen, som investorerne håber vil kunne anes i 2026,« skriver Per Hansen i en kommentar.

Vestas-aktien har haft det særdeles svært det seneste år, hvor aktiekursen er faldet med hele 47 pct. 

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.