Torsdagens amerikanske jobrapport kan teste aktie- og rentemarkedet lige inden sommerferien rammer.
Sådan lyder det fra Natalia Setlak, der er chefanalytiker i Arbejdernes Landsbank. Normalt lander det amerikanske kongetal, som jobrapporten omtales, altid en fredag, men grundet den amerikanske uafhængighedsdag fredag, kommer kongetallet en dag før tid.
Det amerikanske arbejdsmarked har i en lang periode været det lyse punkt i den amerikanske økonomi og stort set ligegyldig, hvad der skete på andre områder i økonomien, har arbejdsmarkedet bevidst sin robusthed gang efter gang, påpeger hun i en kommentar.
»Selvom der forventes en lille nedgang i jobskabelsen i forhold til sidste måned, så er det fortsat et niveau, der indikerer sund jobskabelse i den amerikanske økonomi. Skulle jobskabelsen fortsat bekræfte at det amerikanske arbejdsmarked forbliver robust, kan det udløse jubel på aktiemarkedet, hvorimod en markant nedgang i de nyskabte jobs, vil få risikoen og frygten for recession til at stige og udfordre aktierne,« tilføjer chefanalytikeren.
Lønkomponenten i jobrapporten kan tiltrække ekstra opmærksomhed blandt investorerne i de kommende måneder. Det skyldes, at der ligger en frygt for, at en tilbagevendende bølge af inflation som følge af Trumps handelspolitik kan ramme økonomien.
»Det værste tænkelige udfald ved jobrapporten vil være lavere end ventet jobskabelse samt højere end ventet lønvækst, hvilket ville øge risikoen for stagflation. Skulle dette ske, kan det sende renterne op og aktierne ned,« lyder det fra Natalia Setlak.
Kongetallet offentliggøres torsdag klokken 14.30.
Artiklen er oprindeligt bragt på Euroinvestor