Sengene, som de olympiske atleter skal sove i iden olympiske by, har fået en del opmærksomhed på sociale medier.

Og det er endda fra atleterne selv.

Enkeltmandssengene er lavet af pap, og det er planen, at de skal kunne genbruges efterfølgende for at undgå mest mulig klimapåvirkning. Men allerede i janaur 2020 var atleterne bekymrede for de skrøbeligt udseende senge. Kunne de holde til en hyggestund mellem to mennesker?

Dengang beroligede producent Airweave med, at sengene kan holde til en vægt på op til 200 kilogram. Og nu er bekymringen så kommet igen.

Den irske gymnast Rhys McClenaghan har dog godt nyt til atleterne  På Twitter har han delt en video, hvor han punkterer alle rygter om, at sengene skulle være 'anti-sex'.

De holder i hvert fald fint til ham, kan man tydeligt se. 'Fake news,' siger han i videoen omkring rygterne om en uholdbar seng og giver dermed grønt lys for sex i papsengen.

OL-byen har altid haft ry for at være et sted med gode muligheder for at udfolde sig selv på den seksuelle front, og ved hvert OL uddeles flere tusinde kondomer.

Grundet coronapandemien og den stigende smitte i især Tokyo har OL-værterne dog en lidt anden tilgang til tingene i år.

Foto: STR
Vis mere

150.000 kondomer vil godt nok blive uddelt, men ifølge arrangørerne sker det først, når atleterne forlader OL-byen.

Siden OL i Seoul i 1988 er kondomer blevet uddelt for at skabe opmærksomhed omkring aids.

OL skydes i gang på fredag med en åbningsceremoni og slutter 8. august.

Der har dog været stor modstand fra den japanske befolkning i forhold til afviklingen af legene, og senest har det japanske storsponsor Toyota trukket alle OL-reklamer tilbage.

Andre læser også