Når Mark O. Madsen i aften skal have overrakt enten guld- eller sølvmedalje ved de olympiske brydekonkurrencer i Rio, så bliver det ingen ringere end Kronprins Frederik, der kommer til at hænge metallet om halsen på den danske bryder.

Kronprins Frederik ønskede allerede forud for legene om at blive medaljeoverrækker i brydearenaen, og begejstringen over den opgave er ikke blevet mindre af, at Mark O. Madsen med en stærk præstation i de tre første kampe søndag har kæmpet sig hele vejen frem til finalen mod Roman Vlasov fra Rusland.

Det danske IOC-medlem var i arenaen søndag og følge de indledende kampe, og han strålede af begejstring over den danske bryder i 75-kilo-klassen i græsk-romers brydning.

»Det er fantastisk, det er jo noget, han virkelig har drømt om og kæmpet for og trænet til i titusindevis af timer. Vi så, hvordan det gik først i Kina (OL 2008, red.), hvor han gik ud i første runde, og så i London, hvor det heller ikke lykkedes. Så det er i sig selv en kæmpe forløsning,« siger kronprinsen.

»Jeg har valgt før legenes begyndelse at overrække medalje hertil, Det er noget, man skriver sig op til som medlem af IOC på en ønskeliste, og der skrev jeg Mark ind, fordi jeg mente, at det kunne give noget.«

Hvad vil De sige til ham, når de skal overrække medaljen?

»Jeg vil sige, at dette er fantastisk. For mig personligt er det en kæmpe oplevelse at give medaljer om halsen på atleterne - uanset om det er danskere eller ej. Jeg tror jeg vil kramme ham,« siger kronprinsen.

Finalen afvikles senere søndag - formentlig omkring klokken 23.00 dansk tid.

Mark O. Madsen er nu i gang med at blive gjort klar til at skulle på gulvet igen.

Det var en dansk bryder, der var tydeligt brugt efter tre meget hårde og tætte kampe, der gik forbi pressen i den såkaldte mixed zone uden at stoppe op og tale.

Men hans træner Szymon Kogut gav sig tid til både at tale og vise begejstringen over, at Mark O. Madsens første olympiske medalje endelig er hjemme. Det skete med en knyttet næve og et tilfreds brøl.

»Mark er glad nu, og nu skal vi samle kræfter og slappe lidt af. Vi går på værelset og laver en gameplan for finalen. Vi er ikke overlykkelige, vi har stadig finalen, vi skal lukke døren for det, der er sket, og åbne en dør til det næste, der skal ske,« siger han.

Og herfra går man så i gang med at forberede sig på modstanderen Vlasov fra Rusland, der tidligere har voldt Mark O. Madsen problemer i VM-sammenhæng. Senest tabte han VM-finalen til ham i 2015.

»Vi har revanche fra VM, og han er klart den bedste i den vægtklasse. Han er nummer et på ranglisterne. Han er god i parterre (situationen, hvor man ved passivitet dømmes til liggende position), der er hans angreb vanvittigt skrappe,« siger Szymon Kogut