En online fitnessportal i verdensklasse. Sådan er målet for det ambitiøse danske projekt Nabufit, og kigger man på klientellet bag, stinker det da også af lige netop dette: Verdensklasse.

I ejerkredsen finder man blandt andre Michael Maze, Mikkel Kessler og Peter Schmeichel samt trioens pr- og sponsormanager Mads Frederiksen.

Nabufit, som projektet hedder, er en fitness-portal, der blandt andet tilbyder træningsvideoer online med nogle af sportens største stjerner, som bag skærmen leverer træningsprogrammer, kostplaner og andre tips til ’almindelige’ borgere, der jagter en sundere livsstil.

Tidligere på året gjorde virksomheden et scoop, da den brasilianske FC Barcelona-stjerne Neymar koblede sig med på projektet og dermed øgede det danske firmas marked betragteligt. Et marked, som nu forøges yderligere med tilknytningen af endnu en international verdensstjerne: Den firedobbelte olympiske mester Mo Farah, der senest vand OL-guld i Rio i 5.000 og 10.000 meter løb.

»Jeg er meget beæret over at være en del af NABUFITs line-up, og jeg glæder mig virkelig meget til at starte med optagelserne. Med den succes NABUFIT allerede oplever, er det meget interessant at være en del af den fremtidige udvikling af appen.« siger Mo Farah i en pressemeddelelse.

Nabufit er en app, som kan downloades til smartphones og allerede fra januar bliver det muligt at træne med den britiske løber fra skærmen, ligesom det er tilfældet med Neymar, Schmeichel, Maze, Kessler m.m.

Danske Nabufit har i løbet af firmaets tre første måneder fået mere end 240.000 downloads i mere end 200 lande. Med Mo Farah satser man på at nå ud til endnu flere.