27 meter. Og lidt til.

Så langt ned er der fra toppen af Operaen i København, når nogle af verdens bedste udspringere lørdag konkurrerer i Red Bull Cliff Diving World Series 2018. Øverst i artiklen kan du se et interview med blandt andre danske Magnus Gardarsson og få et indblik i, hvad der venter atleterne.

For efter et års pause vender de vovede og akrobatiske udspring tilbage til København, når byen er vært for det femte af i alt syv stop på årets Cliff Diving World Series.

Her skal i alt 14 atleter springe fra rampen, der er placeret på taget af Operahuset i den danske hovedstad.

Vis mere

Der er ingen danske atleter, der en del af touren, men publikum får alligevel lov til at se en dansker fra toppen af arkitekt Henning Larsens udhæng. Inden selve konkurrencen foretager danske Magnus Gardarsson nemlig åbningsspringet.

Han stoppede ellers sin aktive karriere i 2003 efter flere store præstationer under VM i Cliff Diving, hvor han blandt andet også lå nummer to på verdensranglisten. Men på trods af de mange års fravær er det nu blevet tid til et spring igen.

»Jeg begyndte at springe lidt for sjov igen i sommer, og det gik rigtig godt i nogle mindre konkurrencer. Og så blev jeg spurgt, om jeg ikke ville åbne ballet, og det sagde jeg selvfølgelig ja til,« fortæller Magnus Gardarsson til B.T.

Igen er det Operaen, der danner rammen om udspringskonkurrencen. Vis mere

Magnus Gardarsson bliver samtidig den første dansker nogensinde, der springer fra Operaen. Og på trods af at danskeren har rundet de 48 år, så er der ikke meget nervøsitet at spore hos ham.

»Nu er jeg lidt oppe i årene, så jeg er jo ikke en del af verdenseliten længere, men jeg glæder mig da til springet. Jeg kan snildt gøre alt det, der foregår i luften. Det eneste, jeg er lidt spændt på, er, hvordan kroppen håndterer selve landingen. Men det tror jeg sagtens, den kan, og jeg regner med, at det kommer til at gå godt,« fortæller Magnus Gardarsson.

Foto fra sidste gang Cliff Diving World Series var i København tilbage i 2016. Vis mere

Det er fjerde gang, at Red Bull Cliff Diving World Series gæster København, der samtidig er det nordligste stop på touren.

Red Bull Cliff Diving 2018 i København starter lørdag klokken 13.00, og du kan helt eksklusivt følge konkurrencen via livestream på bt.dk, hvor vi undervejs også vil live-blogge derfra med både tekst, billeder og videoklip.

B.T. er partnere på Red Bull Cliff Diving 2018 i København.

Se også