En dugfrisk meningsmåling fra Voxmeter sendte i går små, kølige chokbølger ind i regeringslejren.

Selv når man tæller Alternativets 1,6 procent med, går rød blok tilbage og kan kun mønstre 45,2 procent.

Målingen forstærker det billede, som mange socialdemokrater på Slotsholmen, hjemstedet for regering og folketing, gerne vil udbrede:

At problemet er De Radikale og i særlig grad partiets unge leder Morten Østergaard. Havde han bare holdt skansen, var rød blok foran, og så havde Helle Thorning-Schmidt udskrevet valg for flere uger siden.

Men når hans parti ligger og roder nede på beskedne 5-6 procent, skal hun ikke nyde noget. Det er simpelthen for risikabelt, siger S-kilder.

Fortællingen om Morten Østergaard som regeringens problembarn har stået på så længe, at Socialdemokraterne har vænnet sig til radikale solomeldinger.

Da Morten Østergaard foreslog højere pensionsalder og boligskat, svarede finansminister Bjarne Corydon lettere overbærende, at det var ’velkendt radikal politik’.

Har mistet 90.000 vælgere

S-parolen var været: Giv dem plads, så de får mulighed for at markere sig.

Man underholder gerne med, at 90.000 vælgere har forladt R, siden Morten Østergaard overtog roret efter Margrethe Vestager.

Selv om mange af de tabte radikale stemmer netop er gået til Socialdemokraterne, ærgrer det mange socialdemokrater, at R ikke kan levere noget, der ligner valgresultatet i meningsmålingerne, for så var en valgsejr inden for rækkevidde.

En højt placeret socialdemokratisk kilde, der ønsker at være anonym, udpeger De Radikales formandsskifte som årsagen.

»Margrethe Vestager var i stand til at trække stemmer over midten. Det gjorde hun jo blandt andet med sit håndtryk med Lars Barfoed før valget i 2011. Morten Østergaard har ikke vist samme evne til at flytte stemmer over midten. Tværtimod taber han stemmer inden for rød blok, og han har også lagt sig ud med os på vigtige områder som udlændingepolitik og dagpenge,« siger kilden.

Placerer aben

I den radikale lejr sidder man også og studerer analyser af vælgervandringer. Man undrer sig over, at visse socialdemokrater - anonymt - føler trang til at placere aben på Østergaards skulder, når de kolde fakta viser, at S heller ikke har været i stand til at trække vælgere over midten.

Det var i går ikke muligt at få Morten Østergaard til at forholde sig til anklagen.

Han henviser i stedet til Andreas Steenberg, som har titel af meningsmålingsordfører. Andreas Steenberg medgiver gerne, at den radikale tilbagegang handler mere om personer end om politisk indhold.

»Jeg tror forklaringen er, at Thorning er trådt i karakter som leder. Når Danmark har været ramt af terror, er det helt naturligt, at sympatien samler sig omkring regeringslederen og ikke om nummer to. Det er svært lige med et knips at gøre noget ved. Men det er også grunden til, at vi ikke går i panik,« siger han.

De Radikale vil ikke lade sig tyrannisere af meningsmålinger.

»Vi har set, at de skifter meget hurtigt. Det kan man ikke basere sin politik på,« siger Andreas Steenberg.

Hans håb er, at borgerlige vælgere vil indse fornuften i at hæven skatten på boliger og sænke den på arbejde.

Andre S-kilder siger, at de har opgivet håbet om, at De Radikale kan trække stemmer over midten.

Udveksler stemmer

»Det er vores opgave som det store parti at gøre det. Og vi har også vundet en del stemmer tillbage fra DF og tvivlerne og lidt fra Venstre. Faktisk ville det være hjælpsomt, hvis SF og Enhedslisten også kunne trække nogle stemmer over midten. De udveksler jo nogle stemmer med DF,« siger en S-kilde.

En anden S-kilde siger, at tidsånden var mere med Vestager, end den nu er med Morten Østergaard.

»Mens hun var formand, var krisebevidstheden stadig høj, og derfor kunne vælgerne bedre forstå reformer, der gør ondt. Den indstilling er ikke til stede på samme måde nu. Og så må man nok erkende, at De Radikale lå unaturligt højt under Vestager, fordi hun havde en stærkere karisma, mens R nu er ved at finde et mere naturligt leje.«

Leif Lahn, Socialdemokraternes gruppeformand, er fortrøstningsfuld:

»Når valgdagen kommer tættere på, vil folk huske, at forbedringerne i samfundet er nogle, S og R har lavet i fællesskab,« siger han.