Ifølge Nordea selv beskyldes banken for at stå bag skattelykonstruktioner i en DR-dokumentar, der sendes søndag aften. Banken afviser beskyldningerne på forhånd.

En række nordiske medier har fået adgang til materiale, der angiveligt viser, at toperhvervsfolk, sportsstjerner og politikere foretager skjulte forretninger i skattely.

Først fra kl. 20.00 dansk tid søndag aften har medierne lov til at bringe oplysningerne, men allerede nu står en af de anklagede frem og kommenterer beskyldningerne.

Således skulle den svenske storbank Nordea, der er næststørst i Danmark, være blandt de banker, der beskyldes for at levere skattelykonstruktioner til sine kunder.

Det afslører Nordea i en pressemeddelelse på bankens hjemmeside. Pressemeddelelsen var ellers angiveligt udtænkt til først at blive offentliggjort 21.30 søndag aften, men allerede tidligere på dagen var den tilgængelig. Dermed når Nordea at forsvare beskyldningerne, inden de fremsættes for offentligheden.

Af pressemeddelelsen fremgår det således, at Danmarks Radio i en dokumentar søndag aften kl. 20.00 beskylder Nordeas afdeling for velhavende kunder i Luxembourg for medvirke til skattelykonstruktioner.

»Nordiske medier undersøger i øjeblikket skatteunddragelse via selskaber etableret i Panama. I aften sender Danmarks Radio et dokumentarprogram om samme emne. Her bliver Nordea International Private Banking i Luxembourg portrætteret som leverandør af skattelykonstruktioner til sine kunder,« skriver Nordea.

Nordea afviser samtidig, at banken bryder loven på området.

»Nordea følger alle regler og love på dette område. Vi vil ikke acceptere at blive misbrugt til skatteunddragelse. Vi har en klar politik for skatterådgivning og klare etiske standarder. Vi tilskynder eller medvirker ikke til skattemæssige konstruktioner, der kan anses som skatteunddragelse. Vi hjælper vores kunder med at betale den skat, de skal,« skriver Nordea videre.

Banken oplyser, at den i 2009 har truffet "proaktive forholdsregler" netop for at undgå skatteunddragelse.

»For at forhindre misbrug til skatteunddragelse begyndte Nordea International Private Banking i Luxembourg i slutningen af 2009 at træffe proaktive forholdsregler, der var mere vidtgående end både regler og forskrifter og branchens egne standarder. Ikke alle kunder brød sig om den tilgang, og derfor er antallet af kunder med denne type konstruktioner gradvist blevet nedbragt siden 2009.  Med OECD’s nye globale standard for indberetning (Common Reporting Standard), der gælder fra 1. januar i år, indberettes de samlede beløb på kundernes konti desuden automatisk til skattemyndighederne,« skriver Nordea.

I Danmark er det Danmarks Radio og Politiken, der har fået adgang til de lækkede skattedokumenter.