Michelle Hviid havde det hele. To børn. Kæreste. Karriere. Og fysisk storform. Men i oktober 2014 ramlede hendes verden, da en læge opdagede en tumor på størrelse med en bordtennisbold i hendes hjerne. Nu fortæller hun om de to værste måneder i sit liv
Michelle Hviid havde det hele. To børn. Kæreste. Karriere. Og fysisk storform. Men i oktober 2014 ramlede hendes verden, da en læge opdagede en tumor på størrelse med en bordtennisbold i hendes hjerne. Nu fortæller hun om de to værste måneder i sit liv
Den PLUS-pakke indeholder følgende artikler:
- Michelle Hviid - 'Vil du se mit smukke ar?': Michelle Hviid fortæller her om de værste to måneder i sit liv, og hvordan de har forandret hende for altid
- Michelle Hviids kamp tilbage til livet: Læs her om Michelles kamp for at komme tilbage til livet, hendes genoptræning for at få bevægeligheden tilbage, og hendes overvejelser om resten af sit liv.
Opret abonnement på BT PLUS og læs hele den gribende fortælling om Michelle Hviid og hendes kamp tilbage til livet.
Det var sidste år i oktober.
Regnen havde silet over et gråt Danmark – i dagevis.
På Bispebjerg Hospital sad Michelle Hviid foran en læge Med en fast hånd holdt hun håret væk fra hovedet, mens lægen gjorde klar til at prikke hende i panden med en tandstik.
»Min kæreste var selv læge, og han havde lagt mærke til, at mit højre øje ikke altid fulgte det venstre. Han bad mig om at få det undersøgt, men jeg havde svært ved at tage det seriøst. Jeg var helt sikker på, at der ikke var noget galt med mig,« siger BT’s klummeskribent og tidligere DR-vært Michelle Hviid.
Dér på briksen på Bispebjerg blev hun dog en smule bekymret. Hun kunne ikke mærke den spidse træpind i højre side af hovedet. Alligevel lå tanker om tumor og død meget langt fra hendes bevidsthed. For hun havde travlt med at rejse landet tyndt og holde foredrag om at finde frihed i karrierespurtens travle hverdag. Og så var hun smaskforelsket i sin nye kæreste.
Det var først senere, da lægen lagde et scanningsbillede foran hende, at det gik op for Michelle Hviid, hvor galt det stod til.
»Hvad er det«, spurgte hun.
»Det er din tumor,« lød lægens scar.
I det øjeblik gik 42-årige Michelle Hviids verden i stå.
I dag er tumoren væk – det samme er kæresten.
Arret i hendes baghoved er en påmindelse om et 28 sting langt tabu.
For det er ikke pænt at tale højt om hjernetumorer eller at slikke sine sår offentligt. Det får Michelle Hviid at vide, hver gang hun offentliggør et billede af sit asymmetriske ansigt på Facebook. Men hun gør det alligevel. Hun viser stolt sit ar frem til alle, der vil se det. For det minder hende om, at hun overlevede. Og det gør arret smukt.
Hvad med børnene?
I lejligheden på Nørrebro er det tydeligt, at Michelle Hviid har børn. I et hjørne af stuen er stablet grå kasser, der gemmer på leg og kreativitet. ‘Bånd’, ‘papir’ og ‘sakse’ står der skrevet med den otteårige datters barnlige bogstaver. Inde på teenageværelset er hendes 16-årige søn i fuld gang med at save. Han vil bygge sin egen guitar.
De to børn er det vigtigste i Michelle Hviids liv. Når hun kigger tilbage på sygdomsforløbet er det børnene, der fylder mest.
Hvad tænkte du, da du fik at vide, at du var syg?
»Det var en dødsdom. Selvom tumoren var godartet var den jo fem centimeter stor. Det kunne jeg slet ikke begribe. Det eneste, jeg tænkte på, var mine to børn. Hvem skulle tage sig af dem? Jeg bad lægen om at gentage alt, hvad han sagde, for jeg havde svært ved at forstå det. Bagefter ringede jeg til min bror og skreg, at jeg havde en kæmpe tumor i hovedet. Andet kan jeg egentlig ikke huske fra den dag.«
Hvad sagde du til børnene?
»Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle sige noget. Men jeg valgte at gøre det. Jeg har den indstilling, at børn godt må vide, at verden kan være ond, og at det er i orden at være ked af det. Jeg sagde dog, at grunden til, at jeg græd så meget, var, at jeg havde en knude i hovedet, som ville gøre mig døv på højre øre. At jeg var ked af at miste hørelsen. Jeg fortalte dem ikke, at jeg græd, fordi jeg var bange. Og fordi jeg ikke vidste, om jeg ville overleve.«
Hun bliver tavs. Et par lange sekunder passerer i køkkenet på Nørrebro, før hun svarer på næste spørgsmål. Det er svært for hende at tale om, de konsekvenser sygdomsforløbet har haft for hendes børn.
»Hvor ville jeg gerne have sparet dem for alle de bekymringer, de har været igennem. Min datter blev meget vred på mig. Hun ville ikke bo hos mig længere, fordi jeg skulle dø. Jeg prøvede at fortælle hende, at jeg nok skulle blive rask. Men hun troede ikke på mig. Det gjorde forfærdeligt ondt at se hende sådan. Men i det mindste kom der en reaktion. Min søn har endnu ikke reageret.«
Det er syv uger siden, at Michelle Hviid blev opereret. Hendes otte-årige datter har stadig svært ved at affinde sig med de sidste to måneders hændelser. Selv om Michelle hver dag rykker sig både mentalt og psykisk, kan datteren godt blive i tvivl om, om mor vil overleve.
»Hun spørger jævnligt, om jeg er blevet rask. Jeg plejer at svare, at jeg i hvert fald er på rette vej,« siger Michelle Hviid.
Året er 1992
På magisk vis formåede Michelle Hviid selv at bevare roen frem til operationen. Det gjorde hun, fordi hun havde skemalagt alt ned til mindste detalje. Da hun vågnede efter indgrebet var alt, som det skulle være. Hun kastede op og var omtumlet, men hun havde fuld førlighed i hele sin krop.
Men på mindre end et døgn gik alt galt.
På Facebook kunne Michelles familie og venner følge med i hele forløbet. Men kort efter operationen, blev der tavst på siden. Michelle havde fået en væskesamling – et såkaldt ødem i hovedet som trykkede på hendes nervebaner og gjorde hende lam i højre side af kroppen. Hun blev overført til intensiv afdeling og var de efterfølgende dage ikke ved bevidsthed.
Det stærke gullige lys i loftet, var det første, hun husker, da hun endelig vågnede.
»Og så kan jeg huske lugtene. Min lugtesans var enormt skærpet. Jeg kunne for eksempel ikke klare lugten af blomster. Jeg kunne heller ikke lukke mit højre øje, og jeg var lam i den højre side af ansigtet og kroppen, så jeg kunne hverken tale eller gå. Faktisk kunne jeg ingenting.«
Selvom hun langsomt kom til bevidsthed igen, skulle det vise sig, at langtidshukommelsen stadig var i dyb søvn. Da hendes læge en uge efter operationen spurgte, hvilke år vi var i, svarede hun: ’1992’.
»Jeg kunne hurtigt fornemme, at det var helt galt, så jeg skyndte mig at sige, at det var forkert. Men jeg kunne ikke svare på, hvilket år vi så var i. Det var en helt surrealistisk oplevelse, siger Michelle Hviid og kan ikke lade være med at grine lidt af oplevelsen.«
Råstyrke
Hukommelsen kan stadig svigte. Hun øver sig konstant i at forbedre den. Går det alligevel galt, husker hun at være tålmodig.
»Alle mine dankort er spærret, fordi jeg har trykket de forkerte koder. Og jeg kan også glemme, hvad naboen hedder. Men det går meget bedre, og jeg griner af det.«
Er der noget at grine af?
»Ja, det synes jeg. Jeg plejer at sige, at tumor rimer på humor, og at det nok ikke er helt tilfældigt. Hvis ikke jeg skulle kunne grine ad mig selv og min egen sygdom, hvem skulle så? Det nytter ikke at være ked af det hele tiden. Så kommer man aldrig videre.«
At Michelle Hviid helst vil lægge operationen – og dens kedelige konsekvenser – bag sig er tydeligt. Da BT besøger hende sidder hun iført stramt træningstøj og lyserøde Nikesko, svedig efter dagens genoptræning. Siden hun blev udskrevet fra hospitalet, har hun kæmpet for at komme tilbage i samme form som før operationen. I januar hyrede hun en personlig træner, som kommer tre gange om ugen for at træne Michelle Hviids førlighed, balance og koordination. Det er vigtigt, hvis den højre side af hendes krop skal blive normal igen.
»Jeg vil gerne vise min familie og venner, at jeg kan selv. Jeg har ikke lyst til at være ’hende patienten’ og bare sidde stille og modtage deres ynk. Jeg vil være Michelle igen. Og jeg tror, at det er den indstilling, der har givet mig viljen til at kæmpe mig tilbage, siger hun. Efter operatioenn har hun købt en rå diamantring, som symboliserer hendes vilje til at genfinde sig selv. I ringen har hun fået indgraveret ordet ‘råstyrke’.«
Har du slet ikke oplevet nedture?
»Jeg havde en enkelt dag, hvor jeg havde ondt af mig selv. En uge efter jeg kom hjem fra hospitalet. Jeg havde fået tandkødsbetændelse og blærebetændelse oveni alt det andet, og jeg synes bare, at alt gik imod mig. Der trådte jeg helt klart ind i offerrollen. Men senere samme dag tænkte jeg ‘fandme nej, det hjælper mig ikke, at jeg har ondt af mig selv.’«
At genfinde sig selv
Mens den gamle Michelle Hviid var i gang med at træne op til sit andet maraton-løb og dyrkede yoga flere gange om ugen, må den nuværende nøjes med en halv times genoptræning tre gange om ugen. Nu er det de små sejre, der tæller. Og Michelle kan mærke, at hun rykker sig hver eneste uge.
»Det er stadig unaturligt for mig at bruge min højre side af kroppen, men jeg tvinger den i gang hver dag. Jeg kan lukke min egen jakke og tage sko på, og det er stort. Jeg er stadig delvis lam i ansigtet, men jeg kan lukke mit øje nu, og jeg kan hive fat i min egen kind. Det kunne jeg slet ikke før,« siger hun.
Den største gene er klart hendes øje.
»Jeg var gerne lam i ansigtet i et halvt år, hvis bare jeg selv kunne tage væske ind på øjet selv. Det er stadig fuldstændig tørt, og det er virkelig irriterende. Jeg er nødt til at dryppe det flere gange i døgnet.«
Bye, bye love
Michelle Hviid er så småt er begyndt at arbejde som foredragsholder igen.
»Helt kynisk er tumoren det bedste, der kunne ske for min forretning. Jeg har allerede fået en masse bookinger i februar måned,« siger hun.
Men kærligheden – den er bristet.
Det kunne ikke være anderledes.
»Jeg har ingen kæreste længere. Det var jo ham, der opdagede min tumor, så jeg er ham evigt taknemmelig. Han reddede mit liv. Men det skulle ikke være os to. Jeg tror, at tumoren fik mig til at indse, at livet er for kort til et forhold, hvor begge parter ikke er fuldstændig engageret.«
Var det tumoren, der gjorde en ende på jeres forhold?
»Det kan man godt sige. At have hjernetumor er et tabu, som få taler højt om. Jeg troede, jeg skulle dø, da jeg fik beskeden. Hvis ikke jeg døde, troede jeg, at jeg skulle leve med følgesygdomme resten af mit liv. Nu kan jeg se, at det er muligt at komme sig. Det er muligt at leve med 28 sting i sit baghoved. Det betyder, at man ikke bare skal tage til takke med at være i live. Det har fået mig til at indse, at jeg ikke gider spilde min dyrebare tid på en mand, der ikke passer til mig. Jeg vil leve fuldt ud... Vil du forresten se mit ar?«
