Klokken 02.00 om natten står lastbilchaufføren Lars Skipper op. Det gør han hver eneste dag. Mandag til fredag, som andre lastbilchauffører.

Men alligevel er der noget særligt ved Lars, for Lars kører ikke med dagligvarer eller skrald. Han kører med klinisk risikoaffald.

Når klokken rammer 12.00, har Lars været forbi de fleste af hospitalerne i Region Hovedstaden. Her har han hentet alt det corona-befængte tøj og brugte værnemidler, som hver dag bruges af hospitalerne, og som skal kører direkte ud på Amager Bakke til forbrændning.

Lars er med på frontlinjen i kampen mod coronavirus.

Lars Skipper fortæller om jobbet som chauffør af klinisk affald. Video: Mathias Røn Poulsen
Lars Skipper fortæller om jobbet som chauffør af klinisk affald. Video: Mathias Røn Poulsen
Vis mere

Se videoen øverst i artiklen, og få et indblik i Lars Skippers arbejdsdag.

Klinisk risikoaffald indbefatter alt det, som ikke kan smides i en almindelig skraldespand. Ting som eksempelvis blodprøver, kanyler, forbindinger og beskyttelsesdragter. Alle sammen ting, som udgør en smittefare.

Derfor har Lars altid maske og plastichandsker på, når han håndterer affaldet.

»Jeg skal tage mine hensyn. Det er jeg simpelthen nødt til, fordi jeg kan have smitten på mig,« fortæller Lars Skipper.

Lars Skipper i sin lastbil med det kliniske risikoaffald. Billede: Mathias Røn Poulsen
Lars Skipper i sin lastbil med det kliniske risikoaffald. Billede: Mathias Røn Poulsen
Vis mere

Lars har også besluttet på, at han ikke vil komme for tæt på sin kone, så længe coronakrisen står på.

Konen er KOL-patient, og Lars frygter, hvad der kan ske, hvis han skulle komme til at smitte hende.

Men det er ensomt, og det, at han hele tiden er nødt til at holde afstand, er begyndt at påvirke ham.

»Samvær er der skruet meget ned på, fordi jeg skal være to meter fra hende. Så det slider mig psykisk,« fortæller Lars Skipper.

Lars Skipper ifører sig altid maske når han håndterer affaldet. Billede: Mathias Røn Poulsen.
Lars Skipper ifører sig altid maske når han håndterer affaldet. Billede: Mathias Røn Poulsen.
Vis mere

Selv om det er hårdt, er Lars fast besluttet på stadig at gøre sit arbejde. Han har en vigtig samfundsopgave at løse, og han har endda søgt om at kunne arbejde om lørdagen også.

Det har han gjort, så hans kollegaer ikke skal stå i en situation, hvor de måske er nødt til at holde afstand til deres små børn.

Lars Skipper kalder sig selv en af forkæmperne i corona-kampen. Han har kørt den røde lastbil i syv år og bliver ved, så længe coronakrisen står på - og længe efter.