Den skandaleramte Asger Jensby har før været indblandet i en svindelsag, der minder meget om IT Factory.
Jensby stod i 80’erne i spidsen for it-svindleren Benny Munch, der senere blev dømt for svindel for 60 millioner - sagen minder om IT Factory-skandalen.
I 1988 var han direktør i firmaet Quantor Software, hvor der blev solgt varm luft i form af computerprogrammer, der nærmest intet var værd.
3.000 danskere blev snydt for 60 mio. kr. - i det som dengang var danmarkshistoriens største svindel-sager med anparter.
I de støvede arkiver på Det Kongelige Bibliotek har B.T. undersøgt mikrofilm af de danske medier i slutfirserne, og her dukker sagen op på Jensbys cv.
I slutningen af 1987 og 1988 var den nu 60-årige finansmand nemlig direktør for it-firmaet Quantor Software A/S. Et firma, der med idémanden Benny Munch i spidsen var tænkt som et 'dansk Microsoft'.
Men også et firma, hvor Benny Munch, der senere blev dømt i sagen, solgte ubrugelige edb-programmer og software-anparter samt overdrog fiktive værdier til bl.a. sine egne selskaber i en avanceret form for anpartssvindel. Ofte med store fortjenester og ofte med videresalg samme dag.
Minder om Baggers teknik
En fremgangsmåde der minder foruroligende meget om den type svindel, Stein Bagger har bedrevet i IT Factory. I hvert fald hvis man spørger et tidligere bestyrelsesmedlem, der trak sig ud af Quantor sammen med Asger Jensby 24. marts 1988, kort inden jorden begyndte at brænde under dem, og firmaet Quantor Software blev kulegravet af revisionsselskabet Revisions- og Forvaltningsinstituttet.
- Jeg kan se ligheder fra Benny Munch til Stein Bagger i, at han ikke kunne kende forskel på sine egne og andres penge. Og jeg kan se ligheder i, at der blev kørt midler og penge rundt mellem forskellige konti. På den måde er der en række slående ligheder, siger medlemmet, der ønsker at forblive anonym.
3.000 kom i klemme
I april 1988 skrev Jyllands-Posten om Quantor og fortalte, hvordan 3.000 investorer kom i klemme med skattegæld på 60 mio. kroner pga. de fiktive værdier, som de ikke kunne trække fra i skat.
73-årige Frode Møhlenberg fra Fredericia, der dengang mistede 25.000 kr. af sine sparepenge i svindel-sagen, kan i dag se slående ligheder med IT Factory:
- Firmaet solgte lige som IT Factory varm luft – og det kostede altså mig og 3.000 andre danskere sparepengene. Det undrer mig overhovedet ikke, at Asger Jensby også var chef for firmaet dengang, siger Frode Møhlenberg, der i dag har sat sin formue i Carlsberg og DFDS.
Benny Munch satte senere landsrekord i momsbøde, da anpartssvindleren blev dømt til at betale fem mio. kr. i bøde. Han blev ligeledes fængslet.
