For 50.000 år siden var vores klode befolket af et farverigt sammensurium af allehånde menneskearter. I Afrika dominerede vores direkte forfædre, Homo sapiens. Men titusinder af dem var udvandret og nået så langt bort som til Australien, hvilket bl.a. den fremtrædende danske DNA-jæger Eske Willerslev har været med til at dokumentere.
I Europa og langt ind i Centralasien havde en anden succesrig art – eller underart – af mennesker, neandertalerne, for længst vundet fodfæste og var det dominerende fortidsmenneske.
På den nuværende indonesiske ø Flores herskede dværgfolket Homo floresiensis, hobbitlignende mennesker, der ikke var ret meget højere end en meter, og som var udstyret med hjerner på størrelse med en grapefrugt.
Og så var der denisova-menneskene, som vi intet kendskab havde til indtil for seks år siden. Men i 2010 fandt man i den såkaldte Denisova-grotte i Sibirien en fingerknogle, som efter DNA-analyser viste sig at stamme fra en hidtil ukendt art af fortidsmennesker. Men nært beslægtet med både neandertalere og Homo sapiens.
Med andre ord levede vores oldgamle slægtninge mere eller mindre direkte side om side med mindst tre andre arter af mennesker. Og med to af arterne fik vi afkom.
Det er efterhånden velkendt, at vi fik børn med neandertalerne – eller de med os. Hvilket synes at dokumentere, at der snarere var tale om to artsvarianter end om to forskellige arter.
I alle europæeres arvemasse er der tydelige spor af neandertal-DNA. For eksempel er 2,9 pct. af denne skribents DNA ifølge en nylig gentest af neandertal-oprindelse, hvilket i øvrigt er i den høje ende. Måske det kan forklare min store pande og kraftige øjenbryn?
Men mindst lige så interessant – og mindre velkendt – er den kendsgerning, at folkeslag i det sydøstlige Asien går rundt med om muligt endnu tydeligere genetiske aftryk fra de hemmelighedsfulde denisovaer. For eksempel stammer mellem fire og seks procent af arvemassen i melanesernes – herunder folk fra Papua Ny Guinea – fra denisovaer. Også aboriginerne i Australien bærer i sig genetiske aftryk, dog i lidt mindre grad, fra den næsten ukendte menneske-underart.
Dertil kommer, at også denisovaer og neandertalere fik børn med hinanden. Næppe mange, men nok til at genforskere har kunnet analysere sig frem til, at omkring 17 pct. af denisova-menneskenes arvemasse bestod af neandertal-DNA.
Opblandingen af gener i den menneskelige ursuppe skabte efter alt at dømme både fordele og ulemper for Homo sapiens. For eksempel tyder meget på, at melaneseres angiveligt ekstraordinært fremragende evne til at opfange svage duftsignaler skyldes denisova-DNA. Omvendt peger visse forskningsresultater på, at DNA-aftryk fra neandertalerne i nogen grad kan forklare, hvorfor mange af os har svært ved at holde op med at ryge.
Men for knap 40.000 år siden stod Homo sapiens pludselig alene som menneskeart på jordkloden. På få tusind år forsvandt de tre øvrige menneske(under)arter.
Intet tyder på, at der levede denisova-mennesker ret meget længere end til for 50.000 år siden. Og omtrent samtidig forsvandt de små Flores-mennesker.
Hidtil har det været opfattelsen, at de hobbitlignende fortidsmennesker først gik i graven for ca. 12.000 år siden. Men ifølge et aktuelt forskningsresultat, der er offentliggjort i tidsskriftet Nature, bør vi nu skrue tidspunktet for deres forsvinden tilbage til for ca. 50.000 år siden.
Og så er der neandertalerne, som efter alt at dømme forsvandt fra Jordens overflade for knap 40.000 år siden.
Det påfaldende er, at samtlige disse fortidsmennesker gik i døden stort set på samme tidspunkt, som Homo sapiens nåede frem til deres bosteder. Der gik kun få tusind år fra vores direkte forfædre trængte ind i Europa og Centralasien, til det var ude med neandertalerne.
Vi ved meget lidt om denisova-menneskene, men også her peger næsten alt på et tidssammenfald mellem Homo sapiens’ indtrængen og neandertalernes død.
Endelig er der Flores-mennesket. Den nye og betydeligt ældre datering af disse fortidsmenneskers forsvinden indebærer, at der opstår et forbløffende sammenfald mellem »hobbitternes« død og Homo sapiens’ ankomst til deres region. Så forbløffende, at en af forskerne bag den nye datering til Nature udtaler, at han »ikke kan tro på, at det er en ren og skær tilfældighed.«
Men hvis vores direkte forfædre bærer skylden for hele denne omfattende fortidsmenneske-massedød, hvordan gjorde de det så af med dem?
Det er nok det største spørgsmål, der overhovedet har rejst sig i kølvandet på de talrige opsigtsvækkende forskningsnyheder, der strømmer ud i disse år om den rygende suppe af vidt forskellige mennesker i fortiden. Men mon ikke at vi med vores større organisatoriske og sociale evner simpelthen jog spyd efter spyd ind i deres hjerter?
